Indlæg

Årsberetning for sæsonen 2019

Formandens beretning for 2019

Generalforsamling 19. februar 2020

Beretningen tager et blik hen over årets begivenheder, men begynder med det helt jordnære, hvordan vi mødes til træning i dagligdagen. Jeg kommer til at gå lidt i detaljer, for det synes jeg situationen kræver. MEN jeg lover ikke at hænge nogen ud.

Emner:
– Træning i dagligdagen og kørsel i private grupper

– Jeg vil godt begynde med, at det overordnet set er min og bestyrelsens holdning, at folk må køre for sig selv eller i grupper som de lyster, uden at det opfattes som illoyalt overfor klubben – men at det skal gøres med god stil og ordentlighed.

– Vores navn Team Taasinge viser at klubben oprindeligt kommer fra en ø, og det er set før, at ø-samfund håndterer udviklingen på deres helt egen måde og kan være reserverede over for nye beboere. På samme måde kunne nogen måske tro, at kun cykelryttere der har boet på Tåsinge i mindst én generation, helst to, kan komme i betragtning som medlemmer af klubben.

Men det er forkert, Team Taasinge modtager ryttere fra andre klubber med åbne arme, uanset om det er fra Langeland eller Fyn, det er jeg selv et eksempel på. Jeg var i mange år kun medlem af SCC og derefter af både SCC og TT, og kørte i begge klubber, uden at der var én eneste i TT der havde ondt af det.

Det er for mig og se en del af Team Taasinges dna, at der er højt til loftet, der har altid været plads til landevejsryttere og mountainbikere, elitemotionister og søndagscyklister, høj og lav, tyk og tynd, ung og gammel, og det er en rummelighed vi skal hæge om og være stolte af.

Det har været fremme, som nogen af jer måske har bemærket, at der bliver kørt i private grupper, ved siden af klubbens officielle træninger. Jeg er selv medlem af flere grupper, og ved der findes mange andre grupper, nogle arrangeret på Messenger, andre i SMS-grupper, nogle skriver sammen pr. mail, og der er sikkert også nogen der ringer sammen og har en telefonkæde, eller bare aftaler turene på cyklen.

Den kultur har klubben ingen ønske om at blande sig i – der er plads i klubben til at køre med hvem man vil, på kryds og tværs. Det kan være man ikke kan træne på klubbens officielle træningstidspunkter, eller vejret spiller ind, eller man kører en privat tur hvor man af den ene eller anden gode grund ikke ønsker at invitere ”offentligheden” i Team Taasinge med.

Det der så ikke er i orden er, hvis man arrangerer private ture med det formål at holde bestemte personer ude fra gruppen, det vil være i strid med den rummelighed og ordentlighed jeg talte om før. Jeg ved, at nogen har følt det er det der er foregået i Team Taasinge, men det er overhovedet ikke sådan jeg selv har oplevet det, så havde jeg ikke deltaget.. men jeg synes at når nogen kan føle det sådan er det selvfølgelig rigtig trist.

Bestyrelsen vil ikke være betjent og dømme hvem der må køre med hvem og hvornår, på samme måde som bestyrelsen heller ikke er betjent over for medlemmer der ikke kører i klubtøj til klubtræninger, men det er altid velkomment at arrangøren annoncerer turen på Facebook, så andre har mulighed for at køre med, men det er op til folk selv.

Bestyrelsen synes heller ikke det er i orden, at private ture lægges på samme tid som klubbens officielle træninger – heller ikke forskudt med et kvarter, det vil også være dårlig stil.

Noget andet der ikke er i orden, er når et medlem laver et opslag på FB med en fælles tur, og der så samtidig er arrangeret en tur i en privat gruppe. Der er det rigtige at tage kontakt til ham der har lavet opslaget, så der er rene linjer.

Så kommer vi til

– Personkommentarer på Facebook
I 2019 har der et par gange været formuleringer på FB, som har overskredet grænsen. Allerede i marts var undertegnede ude med en løftet pegefinger og en opfordring til at holde på sine heste, før man sætter sig til tasterne med sine udgydelser, også selvom det ”bare” handler om en tvetydig smiley. Der blev sagt herfra, at det skrevne ord slår meget hårdere end det sagte, og det skrevne kan misforstås SÅ NEMT!

I juli måtte jeg indskærpe, at FB ikke skal bruges til at hænge enkeltpersoner ud.

Sidst på året var den så gal igen, hvor det endte med, at vi fra bestyrelsen fjernede opslagene med personkommentarer.

Så her kommer nogle regler om god skik på FB – Jeg synes det er lidt det samme som når man selv synes man er pissesjov på andres bekostning, skriv det ikke, medmindre du er 100 % sikker på, at den det går ud over også synes det er sjovt, og ikke over stregen. Og hvornår er man sikker på det, ja det må I selv regne ud..

Men tænk dig om når du skriver på FB. Det er ikke god skik at komme med negative personkommentarer, heller ikke indirekte. Selv om man er presset eller utilfreds med andre, så skriv det ikke eller skriv det personneutralt. Hvis der er nogen som
ikke overholder spillereglerne for klubben, så hjælp klubben og tag det med folk direkte, i stedet for at hænge dem ud på FB’s gabestok. Hvis man mener det er så alvorligt at bestyrelsen skal inddrages, så skriv til en fra bestyrelsen, og ikke på FB.

Bestyrelsen har belært af erfaringerne valgt fremover at skride ind over upassende og destruktive indlæg, og fjerne dem fra FB, de gør ikke noget godt for klubben, så må man gå et andet sted hen.

Som også tidligere skrevet er Team Taasinges FB-side egnet til meddelelser om ture, trænings fif, begivenheder, billeder, tur beskrivelser og andet cykelrelateret stof.

– Andre udfordringer i 2019

  • Færdselssikkerhed

– Det er en evig udfordring at sikre kørselsdisciplin, både af hensyn til færdselssikkerheden, men også for at bekæmpe vejvrede, der ophobes hos andre trafikanter. Bedste middel mod det er at køre ordentligt på vejene, og kommunikere med andre trafikanter, med smil, vink og tydelig accept at de har lige så meget ret til at være her som os.

– Den disciplinering, der er nødvendig sker på landevejen, hvor vi hjælper hinanden ved at blande os i hinandens kørestil, og ved at bevare en god tone, også når folk kommer til at dumme sig. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Arne Andersen, Jan O og Jesper Isaksen fra køreudvalget, for det er en svær udfordring køreudvalget er oppe imod, folk er deres egne, og tager ikke så gerne imod ordrer ”oppefra”. Men jeg tænker at køreudvalget er et vigtigt udvalg.

– Et eksempel på manglende færdselssikkerhed var her i sommer en gang, hvor vi kørte en større flok i stærk sidevind. Gruppen fyldte alt for meget, fordi alle i gruppen skulle sidde på viften, alle skulle jo have læ.
Jeg så et program i fjernsynet den anden dag, der hed ”Ekstreme Jernbaner”. På nogen bjergstrækninger bruger man flere lokomotiver for at komme i mål, på samme måde med TT, vi er jo kendt som det gule tog, vi skal da også bare bruge flere lokomotiver! Det vil sige at en eller flere ryttere på viften tager ansvar og laver en ny vifte bag den første – så ligger der to eller tre vifter efter hinanden, uden at vi fylder mere end når vi kører to på række!

  • Styrt

– Der har været mange styrt i 2019, jeg har talt mindst 10, jeg er desværre bange for at det er en landsdækkende tendens, men det skal ikke afholde Team Taasinge fra at bekæmpe udviklingen. Det er ikke sådan at jeg tror der skal lig på bordet, men jeg kunne ønske mig en endnu større opmærksomhed i trafikken fra dig og mig.

Heldigvis har vi i 2019 haft en sød blomsterpige, der har taget sig tid til at besøge folk og trøste dem med en buket klubblomster, skylder vi ikke Kim Barren en stor tak for det?

For at kunne give folk den opmærksomhed er Kim selvfølgelig afhængig af at blive gjort bekendt med, at nogen er styrtet, og der sker flere styrt end selv altid energiske Barren kan overkomme. Derfor er klubbens blomsterpolitik, at der som udgangspunkt gives blomster, når folk kører i Team Taasinge klubtøj og styrtet sker i forbindelse med træning eller løb. Eller hvis de er medlemmer og kommer alvorligt til skade.

På forhånd undskyld for dem der bliver overset – det er ikke udtryk for ond vilje eller sjuskeri, men kun – som alt andet i denne klub – at vi har at gøre med frivilligt arbejde af personer der ikke har ubegrænsede ressourcer.

– Eksempler på god klubånd

  • Når vi mødes på cyklen eller til klubspinning er der altid en god stemning, folk smiler og er glade.
  • Man kommer ikke uden om FotoRené, der ofte har brugt sin tid på at tage billeder af klubbens medlemmer i aktion, når han ikke har cyklet selv. Og så vedligeholder René klubbens hjemmeside og kalender. Skylder vi ikke René en stor tak for det? Hjemmesiden er i øvrigt et fantastisk godt arbejdsredskab og en guldgrube af informationer.
  • Frank Karlsen og Sune Milling er forholdsvis nye medlemmer, der med deres spørgelyst har været gode eksempler, som vi andre faktisk godt kan lære lidt af..
  • Skipper og Iggy er eksempler på medlemmer der tager et initiativ og melder sig til at arrangere klubmesterskaber på en helt ny måde over 4 gange, for at skabe mere opbakning og større spænding om udfaldet, og det er de lykkedes rigtig godt med.
  • Fyn Rundt: En flok aftaler at følges ad, og gruppen oplever 11 punkteringer! Da vi nærmer os målstregen mener sindssyge Iggy, at jeg absolut skal frem og spurte, selvom jeg er mør efter 180 km i tvivlsomt vejr – han skriger ad mig at jeg skal tage hans baghjul op gennem feltet – men jeg var slet ikke kommet frem til målstregen med de forreste, hvis ikke Mie på toppen af en af de onde bakker midt i løbet, hvor jeg var blevet sat, kigger sig over skulderen og ser jeg sidder der, og kører mig så med sin vanvittige hvilepuls op til fronten igen..
  • Tactic Cup, hvor jeg er blevet overmatchet af sidevindskørsel, pludselig sidder bag en to meter høj rytter fra Team Taasinge, godt nok i det forkerte tøj der giver mig læ, indtil jeg er kommet mig igen..
  • Stor opbakning fra jer medlemmer til arrangementerne i klubben.

 

Aktiviteter i kronologisk orden

Januar – marts:
Spinning i Solo Fitness, MTB i skoven og vinterracer på landevej.
– Specifikt i forhold til spinning vil jeg sige tak til Jesper Møller og Skipper for virkelig gode spinningstimer – det er både rigtig hyggeligt at være et helt hold fra TT sammen, men også meget udbytterigt træningsmæssigt – jeg kan stærkt anbefale klubspinningen til folk der ikke er med..
Foredrag med landstræner Anders Lund og Jens Kasler fra DCU i Bølgen på Svendborg Idrætscenter. Tak Linaa.

Februar:
Generalforsamling – tre medlemmer af bestyrelsen på valg. Erik Holm afløst af Henrik Linaa, Jesper Isaksen og Bo Tønnesen genvalgt.
(Bestyrelsen konstituerede sig med Jesper Isaksen som løbskoordinator, Henrik Linaa som sekretær, Finn Egeholm som kasserer, Linda Frederiksen som næstformand og Bo Tønnesen som formand.)

– Præsentation af bestyrelsen

Linda:
Booking af møder og forplejning, Cykelstativer, Udlån af Garmin kamera.

Linaa:
Eventmager og Sponsorer.

Jesper:
TACTIC Cup, Tilmelding til klubstøttede løb, Nye medlemmer, Køreudvalg, hele vinteren tilmelding af spinning.

Suppleant Jesper Beese:
Har været inviteret med til bestyrelsens møder og haft mange input.

Finn Egeholm:
Efter 10 år i bestyrelsen har Finn valgt at stoppe, og sikken et aftryk du har gjort i bestyrelsesarbejdet! En arbejdshest der stabilt og loyalt passer på pengene, men oven i det hvert eneste år også har sørget for bogføring, kontingentopkrævninger, fakturering til sponsorer, cykeltøj, medlemsregisteret, OK sponsoraftale – og alt det andet der hører sig med. Et KÆMPEARBEJDE!!

For mig står du som repræsentant for den ånd, jeg synes der præger vores klub. Du er et meget ordentligt menneske, og du er ydmyg på en sympatisk måde. Du har ikke travlt med at stå i rampelyset, men er omvendt heller ikke bleg for at tage ansvar når det er på sin plads – fx tager du gerne kaptajnrollen på dig når vi cykler, og så kan du pifte! Og det med at passe på pengene der er du jo heller ikke værre end at du forholdsvis let kan presses til at give en omgang mere, når folkestemningen kræver det!

I bestyrelsen har jeg oplevet dig som 100 % loyalt bestyrelsesmedlem, og jeg begræder dit farvel – men kan ikke bebrejde dig noget som helst, der er fuld opbakning herfra.

Du har altid været stærk på cyklen, og da du ovenikøbet har valgt at stoppe din erhvervsaktive karriere sammen med Aase her til sommer, så er der fare for at du kommer til at køre endnu stærkere – alder er jo som bekendt ingen hindring i vores sport.

Jeg har ladet mig fortælle, at da du startede i Team Taasinge mødte du altid op på din citybike med fladt styr – er det rigtigt? Ringer genkendelsens klokke? På det seneste synes jeg oftere at se dig på cykel med brede dæk og bredt styr, så måske er du ved at vende tilbage til udgangspunktet??

Nå Finn, spøg til side, du får her en gave – et gavekort for to til spisestedet Resume.

1000 tak Finn for din indsats for klubben!

 

Foredrag med Team Trek-Segafredo’s danske chefkok Kim Rokkjær i Bølgen på Svendborg Idrætscenter. Tak Barren.

Marts:
Forårsopstart søndag den 17. marts på landevejsracer. Sluttede af med mad i Taasingehallens cafeteria. Tak Per Hybel og Asger Sørensen, tak klub for mad.

April:
Stjernetramp.

Tactic Cup arrangeret af Midtfyns Cykelklub v/Goe Bakke i Ringe. TT havde så mange tilmeldt i Grp. 2 at nogle blev tvangsflyttet. Det er selvfølgelig ikke optimalt. Arne og Skovsbo skal have tak for al jeres arbejde med Tactic Cup.

Første Afdeling af Team Taasinges klubmesterskab med mål ved Tvedskiltet. Stort fremmøde.

Maj:
Grejsdalsløbet i Vejle.

Bissen.

Tactic Cup i Jordløse/Håstrup, arrangeret af FSM.

Anden Afdeling af Team Taasinges klubmesterskab med mål ved Bøllemosen. Mindre fremmøde på grund af massivt regnvejr. Så lidt respekt er der efterhånden, at Skovsbo slog mig i spurten så let som at klø sig i nakken..

Træningslejr Harzen, en stor flok TT’ere afsted, tak for en fed tur til Thomas Ishøj og Jim Rasmussen.

Juni:
Carl Nielsen Touren.

Tactic Cup, arrangeret af LpDc ved Bøllemosegyden tæt på motorvejen ved Blommenslyst. Der er vist nogen der har vind i sejlene her i forsommeren, Skovsbo vinder i grp. 2!

August:
Ærø Rundt.

Fyen Rundt.

Tactic Cup, arrangeret af Gislev.

Hjerter Dame Touren.

Tactic Cup holdløb ved Refsvindinge, Nyborg arrangerer, men løbet afblæses på grund af alvorligt styrt, da SCC’s hold møder en traktor i et sving. Mie og Manolo kommer desværre begge til skade.

– Jeg opfordrer så mange som muligt til at tilmelde jer Tactic Cup, det er en let tilgængelig måde at komme ud og køre cykelløb med dine holdkammerater på samme niveau, og med – og mod – andre cykelklubber på Fyn.

September:
Tredje Afdeling af Team Taasinges Klubmesterskab, med mål på toppen af Egebjerg Bakke.

Fjerde Afdeling af Team Taasinges Klubmesterskab, bjergenkeltstart med mål på toppen af Bregninge Bakke. Samlet vinder af gruppe 3 blev Peter Sundberg, gruppe 2 David Nielsen og gruppe 1 fik jeg æren af.

Klubbens mester i 30 km enkeltstart i Fjordager blev Ulrik Rasmussen.

Tour de Kerteminde.

Oktober:
Alpetramp.

Klubspinning i Solo begynder.

November:
Afslutningsfest på Up Bar, tak til Henrik Linaa og Kenneth Skovsbo. Diverse priser uddelt.

December:
Indslag til spinning ”Vibe Cycling”.
Sjovt og anderledes at prøve, tak Linaa.

 

Tanker om 2020
– Det med pengene – det går ikke så godt..

  • Allerede på sidste års generalforsamling blev medlemmerne opfordret til at komme med forslag, men lige lidt har det hjulpet, vi bliver stadig rigere, og det er altså ikke en del af klubbens formål.
  • Vi skal nu i gang med arbejdet med nyt cykeltøj i Team Taasinge. Personligt er mit skab derhjemme ved at være fyldt op med cykeltøj, fordi jeg køber nyt hvert tredje år, selv om meget af tøjet ikke er slidt ned. Jeg har derfor forsigtigt spurgt i bestyrelsen, om vi ikke kunne bruge nogen af de mange penge på at få klubtøj uden sponsorfinansiering, og så til gengæld få tøj der ikke skal udskiftes hvert tredje år. En af udfordringerne ved det er at sponsorerne nok ikke vil spytte i kassen hvis de ikke kommer på tøjet. Men det drøfter vi under eventuelt..
  • Bestyrelsen konstituerer sig her efter generalforsamlingen, og der skal snarest tages stilling til hvilke løb, klubben støtter i 2020. Der er allerede besluttet at støtte Broløbet med 300,- kr. pr. deltager (Odense eller Århus) og
    50% af års-licens til Skovhuggeren. Det er ikke muligt at tilmelde via TT, så I skal hver enkelt tilmelde og betale. Tilskuddene ydes som refundering ved fremsendelse af kvittering til kassereren, og når kontingent for 2020 er betalt.
  • Jeg vil slutte af med at takke klubbens sponsorer og alle Jer medlemmer for Jeres indsats i klubben.

 

Og med de ord er formandens beretning slut..

’PARTYBREAKING NEWS’ – AFSLUTNINGSFEST 2019

Kære piger og drenge i Team Taasinge,

Cykelsæsonen er snart overstået, og det skal selvfølgelig fejre på behørig vis.

Derfor indbydes du til årets afslutningsfest, lørdag d. 9. november.

Afslutningsfesten afholdes igen i år på UP Bar (Crazy Daisy) i Frederiksgade og mødetidspunkt er kl. 19.00.

Fedtprocenten skal hæves, så der skal julesul på kroppen. Menuen leveres af Vindeby Slagteren og vil bestå af (ja, det er den gode gamle lækre kending):

Marineret sild m/karrysalat og æg
Kryddersild m/capers
Fiskefilet m/remoulade, citron og rejer
Æbleflæsk med flæsketerninger
Leverpostej m/bacon, champignon og rødbeder
Ribbensteg og medister m/rødkål
Røget laks m/peberrodssalat og asparges

Ris a´la mande med kirsebærsovs

Der serveres velkomstdrink i baren inden spisning.

Pris for denne udsøgte menu er kr. 240,- pr. pige/drenge.

Fra 19.00 – 23.00 har vi ’Team Taasinge-priser’ i baren.

Vi har udviklet og vil teste en ’lightudgave’ af det amerikanske lotteri, som sikrer, at alle uanset ’kl. 21.00 – tilstand’, kan overskue at være med 😊.

Der vil selvfølgelig også blive uddelt diverse priser for årets bedste præstationer og vi satser på at gentage “Året i billeder”.

Tilmelding til afslutningsfesten sker på nedenstående link.

Betaling skal ske til konto reg. nr. 9370 konto nr. 4562009278, med noten afslutningsfest og navn, eller på MobilPay til 29470431. Husk også navn på overførsel via MobilPay.

Når din betaling er registreret, får du et ‘x’ ud for dit navn.

Allerede forhåndstilmeldte behøver selvfølgelig ikke tilmelde sig igen.

Tilmelding her

Seneste frist for tilmelding og betaling er søndag d. 3. november.

Er du nysgerrig, og vil se hvem der er meldt til – klik på nedenstående link (eller kopier til browser):

Se hvem der er forhåndstilmeldt

Yderligere information vil tilgå.

Vi glæder os til at se rigtigt mange cykelfestglade tosser – klubtøj er ikke påkrævet til dette arrangement.

Kom frisk, giv alt og gå mega træt hjem!

De bedste hilsner
Det festglade festudvalg – vi leverer!

Kenneth og Henrik

Referat, bestyrelsesmøde mandag d. 30. september 2019

Tilstede: Bo, Linda, Jesper I, Jesper B (suppleant), Finn E og Henrik

 

Donation fra Sydbank

Sydbank har doneret kr. 25.000 til klubben – der er tanker om møbler og tv til klublokale samt cykelholdere. Linda undersøger om det er muligt at få tv-signal via wifi i Svendborg Idrætscenter, inden evt. indkøb besluttes. Først og fremmest kræver det at flere medlemmer benytter vores lokaler, for at investeringer giver mening.

Kode til klublokale

Henvendelser vedr. kode, på trods af denne er rundsendt i mail. Kan lægges på hjemmeside, evt. på FB hvor klubbens gruppe er lukket.

Medlemmer i restance

Finn Hansen har i foråret ringet rundt til medlemmer som ikke havde betalt kontingent med god effekt. Finn E. laver opgørelse og sender til Finn Hansen. Gerne gentagelse i 2020 alt efter behov.

Vejdirektoratet og fejning af cykelstier

Der har løbende været dialog med vejdirektoratet, primært Finn Hansen, omkring kvalitet af fejning/manglende fejning af cykelstier og Svendborg Sundbroen. Klubbens medlemmer kan opfordres til, at man selv henvender sig til Vejdirektoratet. Vejdirektoratets aftale med entreprenør siger, at der mindst skal fejes 2 gange årligt.

’Kør med go stil’ fra DCU

Henrik undersøger mulighed for at få besøg af Niels Lund fra DCU i forbindelse med opstart 2020. Niels holder indlæg for cykelklubber omkring, hvordan vi bør opføre os på landevejen for at undgå uheldige episoder med andre trafikanter.

Klubtøj 2021-2023

Arbejdet omkring nyt klubtøj skal for alvor i gang primo 2020, og der skal nedsættes udvalg. Fremtidigt koncept drøftes videre til næste bestyrelsesmøde. Sune Milling vil gerne melde sig til sponsorudvalg. Sponsorudvalg skal desuden have kontaktperson i bestyrelsen – denne findes på et kommende bestyrelsesmøde. Drøftet hvordan sponsorer får mest muligt ud af deres sponsorat, samt hvem der skal være leverandør (mange har budt sig til) på det kommende tøj.

Klubbens økonomi

Finn E gav kort gennemgang. Økonomien er meget fin. Der er stadig enkelte sponsorer som mangler at betaler for 2019 – de er rykket for betaling. OK benzin vil ikke oplyse hvor mange af klubbens medlemmer som har tilmeldt deres OK-benzinkort til Team Taasinge. Støtte til klubben forventes udbetalt i maj 2020.

Body SDS / Slangeskift – aflyst klubaften

Ærgerligt at klubaften arrangeret af Nikolaj Bødker og Iggy måtte aflyses p.g.a. manglende tilmelding. Aftalt at Henrik opfordrer dem til at forsøge igen i slutningen af januar eller starten af februar 2020, og at dato skal meldes ud i god tid. For at understøtte arrangementet blev det besluttet, at klubben vil være vært for en sandwich samt øl eller vand.

Styrketræning i kælderen under Svendborg Idrætscenter (Idrætshallen)

Bestyrelsen har besluttet, at vi igen vil tage imod tilbud om at kunne benytte træningslokale i Svendborg Idrætscenter til styrketræning. Dette skal ses i den sammenhæng, at det forhåbentlig kan aktivere besøg og social hygge i vores klublokale.

Klubmesterskab 2019

Stor ros til Skipper og Iggy for det nye koncept for klubmesterskab med flere afdelinger. Bestyrelsen vil hjælpe med arbejde, for at få flere deltagere med i 2020. Jesper B og Henrik tilbyder at være hjælpere fra bestyrelsen for Skipper og Iggy, til det praktiske omkring afvikling.

Spinning i Solo

Opstart i uge 43, reminder sendes ud. Samme koncept som tidligere.

Valg af bestyrelse ved næste generalforsamling

Finn E og Linda er på valg ved generalforsamling i 2020. Finn E har meddelt, at han ikke ønsker at fortsætte.

 

Næste bestyrelsesmøde, 11. november kl. 17 hos Jesper B

BREAKING NEWS KUN 2 MÅNEDER IGEN – AFSLUTNINGSFEST 2019

Så er der åbnet for forhåndstilmelding til dette års brag af en afslutningsfest.

Stedet bliver igen UPBar, dato og tid er 9. november (den havde alle formodentlig regnet ud) kl. 19.00.
Yderligere info, herunder pris for deltagelse, vil tilgå.

Konceptet bliver ‘business as usual’ og det er jo aldrig kedeligt i det gode selskab.

Forhåndstilmelding her

Se hvem der er forhåndstilmeldt

Vel mødt – Skovsbo og Linaa

Nyt fra køreudvalget 17.03.2019

Efter en fin opstart d. 17.03.2019, er det tid til af få gang i træningen. Vi håber på en lige så forrygende sæson som sidste år, med mange gode og sikre timer på cyklerne.

Køredage er de velkendte: tirsdage, torsdage og søndage.

VI starter stadig fra gymnasiets parkeringsplads.

Starttidspunkt tirsdag og torsdag skifter over sæsonen med nedenstående skabelon:

Fra 19.3.        kl 16.30

Fra 02.4.        kl 17.00

Fra 24.9         kl 16.30

Søndage er det altid kl 09.00

Vi må se hvad der sker med sommertid. Måske kan sæsonen forlænges, evt. med yderligere flytning af starttid. Mere herom senere.

Sikkerhed:

Vi vil gerne slå et slag for sikkerheden. Sidste år skete der uheld i de første uger, som måske kunne være undgået, med lidt øvelser.

Det allervigtigste for sikkerheden er, at gruppen hurtigt kan komme ind og køre 1 og 1. Det er overordentlig vigtigt, at alle er sikre i den øvelse.

Når vi kører rulleskift kører vi meget tæt, også her er det vigtigt at alle er sikre.

Vi anbefaler derfor, at alle grupper i opstarten, bruger en lille del af turen på at øve disse simple, men vigtige elementer. Det absolut mest perfekte sted at øve det, er på cykelstien langs med rute 8 fra Kværndrup og vest på. Der kan være mange grupper på stien samtidig. En tur eller to frem og tilbage med øvelser, og så videre ud på de fynske landeveje, vil være optimalt.

Nedenfor link til årets udgave af køreregler, som også ligger på hjemmesiden under menupunktet “Om os”. Her står mere om grupper, brug af Facebook, rulleskift mm.

Holdkaptajner:

Der er en gruppe TT’ere, der er øvede i denne vigtige funktion. Jo flere potentielle kaptajner der er, jo lettere er det hurtigt at få lavet grupper med passende sammensætning og komme afsted. I princippet kan enhver erfaren rytter klare dette.

Bestyrelsen vil gerne finansiere et kaptajn, kursus kun for TT’ere, hvis der er ønske herom. Det er et sjovt og lærerigt kursus, arrangeret af DGI, som løber over nogle timer en lørdag. Meld tilbage til bestyrelsen hvis du er interesseret.

Med venlig hilsen

Arne, Jan O. og Jesper I.

 

Køreregler:

Se dette link – køreregler

 

Referat bestyrelsesmøde 11.03.2019

Tilstede: Alle + Jesper Beese der vil deltage i møderne på lige fod med øvrige

Økomoni:

116 har betalt kontingent, 57 mangler. Der sendes rykker.
Der er 6 udmeldelser, også 6 indmeldelser over de sidste uger.
Der er udsendt fakturaer til sponsorerne.

Drøftelse af bestyrelsesarbejdet:

Mødestruktur er 2. mandag i ulige måneder. Dog ikke juli.

Vi vil fordele opgaver så ingen bliver overbelastet. Det enkelte bestyrelsesmedlem kan trække af på opgaven med mindre vedkommende skønner der er problemstillinger, hvor det skønnes behov for en samlet bestyrelses beslutning.

Ad hoc opgaver klares på mail/telefon/cykel eller på næste bestyrelsesmøde.

Se endvidere konstituering fra sidste møde og nedenstående liste over arbejdsopgaver med fordeling:

  1. Tilmeldinger til arrangementer og klubstøttede cykelløb samt Magic Cup, herunder invitationer mm. Jesper
  2. Økonomi, budget og regninger, herunder styr på udstedelse af regninger til medlemmer og sponsorer, foreningsregisteret Finn
  3. Nye medlemmer Jesper
  4. Køreudvalg, køretider og køreregler Jesper
  5. Henvendelser fra medlemmer og andre, om aktiviteter i klublokale – Bo
  6. Spørgsmål vedrørende facebook – Bo
  7. Booking af vægttræningscenteret – Bo
  8. Kontakt til andre sportsklubber – Bo
  9. Booking af mødefaciliteter samt forplejning – Linaa/udvalget der arrangerer
  10. Henvendelser fra Idrætshallen om udbygning af Idrætshallen + andre henvendelser fra Idrætshallen herunder repræsentantskabsmøder – Bo skriver vi ikke er interesseret
  11. Henvendelser fra kommunen herunder kursustilbud, da vi opfylder folkeoplysningsloven – Linaa
  12. Cykelstativer – herunder hvor er de og kvitteringsmail? – Linda i samarbejde med René
  13. Alt vedrørende spinning – herunder uddelegering af koordinatorfunktionen – Linaa
  14. Alt vedrørende cykeltøj – Finn
  15. Udlån af cykelkamera – Linda
  16. Alt vedrørende sponsorer herunder kontrakter, sponsorpleje og nye sponsorer – Linaa vil starte arbejde med etablering af sponsorudvalg
  17. Stillingtagen til tilbud fra DGI og DCU på klubmail, herunder årsmøde, kursustilbud, foreningspulje, nyheder – Beese læser og rydder op samt delegerer ud. Alle skal have adgang til klubmail.
  18. Overblik på hjemmesiden over ansvarsopgaver for det enkelte bestyrelsesmedlem samt udvalg:
    Magic Sport Cup – Jesper
    Sæsonstart – Linda
    Køreudvalg – Jesper
    MTB – Finn
    Klubmesterskab – Jesper
    Klubtur – Beese
    Klubfest – Linaa
    Hjemmeside og kalender – Bo
  19. Spørgsmål fra medlemmerne vedrørende licens – Linda
  20. OK sponsoraftale – Finn
  21. Løbende oprydning i klubmail – herunder henvendelser fra gud og hvermand – Beese
  22. Skrue en hængelås med kode på døren til klublokalet – Linda

Brug af klubbens midler til gavn for medlemmerne:

  1. Støttede motionsløb 2019:
    På grund af gode sponsorer er det muligt at udvidet antallet af støttede løb. Bestyrelsen håber, at mange af klubbens medlemmer vil tage mod tilbuddene.
    Støttede løb i 2019 er:
    Stjernetramp
    Grejsdalen
    Bissen (MTB)
    Carl Nielsen
    Ærø rundt
    Fyn rundt
    Outdoor Sydfyn
    Hjertedame Touren
    Fjordager (enkeltstart der også tæller som klubmesterskab for TT)
    Tour de Kerteminde
    Alpetramp
    Medlemmer som har tilmeldt sig løb, men udebliver, skal selv betale udgiften til startnummer. Tilmeldinger foregår efter særskilt invitation pr. email, og ikke via Facebook.
  2. Magic sport: Klubben betaler. Hvis der udeblives fra mere end 1 løb, skal det fulde beløb betales af medlemmet.
  3. Støtte til klubture i ind og udland: Hvis ønske om støtte vil det blive efter konkret vurdering. Kun arrangementer der opslås for alle medlemmer, i god tid, kan komme på tale.
  4. Støtte til motionsløb i udlandet. Som ovenfor.
  5. Tilskud til tøj: I øjeblikket gives 50% på klubsæt og beskedent beløb på øvrige. Ændres til 60 % på klubsæt og 30 % på øvrige.
  6. Andet: Uændret støtte til klubfest. Fuld dækning af mad/drikke til alle klubarrangementer.

Generel diskussion om Facebook gruppen:

Der er nogle der er kede af de diskussioner der nogle gange raser og tonen kan være lidt direkte. Bestyrelsen henstiller til at mediet primært bruges til meddelelser om ture, trænings fif, begivenheder, tur beskrivelser og lignede. Vi anbefaler at diskussioner tages andet sted. Vi vil få det lagt dette ind i overskriften for gruppen – BO

Generel diskussion om gruppe størrelse til træning:

Køreudvalget siger max. 12 i en gruppe, af sikkerhedsmæssige årsager. Der kan være situationer, hvor få pludselig kan stå tilbage, fordi en gruppe på 12 er fyldt op. Ligeledes kan der være større gruppe der skal ud og intervaltræne eller lignende. Det er bestyrelsens opfattelse, at man i sådanne tilfælde må være fleksible, og evt. foretage opdeling senere, hvis der støder flere til. Jesper tager det med til køreudvalget.

Evt:

  1. Vi skal tænke i sponsorpleje. Linaa vil se mere på dette.
  2. Finn har overvejelser om sponsorkøretur med fælles fotografering mm. Bestyrelsen bakker op.
  3. Kalender skal opdateres: Der kommer køretider og løb. Alle bestyrelsesmedlemmer informerer René inden for eget ansvarsområde, Bo holder overordnet øje.
  4. Nye medlemstilbud, for eksempel massage som vi lige har fået. Bestyrelsen vurderer konkret om det er relevant i forhold til medlemmernes cykelaktiviteter. Ellers skal det afvises. Accepterede tilbud lægges på hjemmesiden og kan en enkelt gang udmeldes i klubmail eller på Facebook.

 

Ref. Jesper

Sæsonstart 2019 i Team Taasinge

Søndag d. 17. marts skyder Team Taasinge sæsonen i gang.

Opstartsudvalget har strikket følgende program sammen:

Vi mødes udenfor cafeteriaet ved Tåsingehallen kl. 10.00 og cykler i samlet folk i ca. halvanden time, hvor alle kan være med.
Tilbage fra turen omkring kl. 11.30, hvor der er mulighed for et velfortjent bad.

Der er bespisning i cafeteriaet kl.12.30.
Husk at tilmelde dig spisningen via link til skema.

Til fællestræningen møder du bare op og selvfølgelig i klubtøj.

Prisen for mad er 0 kr. incl. en øl/sodavand.

Menuen er:
Hovedret:
Stegt kylling bryst med daddelcreme
Ovnbagt kartoffel/løg/æble/peberfrugt
Timian/hvidløgs bagte snack gulerødder
Kold urte dressing
Dessert:
Hjemmelavet vaniljeis og friske marinerede frugter.

Eventuelle spørgsmål rettes til arrangørerne.

Du skal tilmelde dig spisningen på dette link: Tilmeldingsskema

Tilmeldingsfrist er d. 14.03.2019

Hilsen Per H. og Asger

Trek-Segafredo

Kære TT – medlem.

Mød kokken Kim fra Trek Segafredo

Trek-Segafredo

Kunne du tænke dig at høre om Mads Petersens livret?
Hvordan foretrækker Bauke Mollema sin morgenmad?
Har John Degenkolb særlige ønsker, når han kommer i mål?
Hvornår i Tour de France bliver cykelrytterne trætte af gels og pasta?

Det er blot nogle af de spørgsmål, som kokken Kim Rokkjær giver svar på, når han gæster Team Taasinge.

Gennem en række år har Kim været chefkok for det amerikanske cykelhold Trek Segafredo.
Inden cykelsæsonen starter lægger han vejen forbi Svendborg.

Det sker mandag den 25. februar 2019, kl. 19.00 – 21.30.
Arrangementet foregår i Bølgen, Svendborg Idrætscenter, Ryttervej 70, Svendborg.

Der serveres kaffe og kage.

Ses vi til endnu en hyggelig klubaften?

Sidste tilmeldingsfrist er onsdag den 20. februar på vedlagte link.

http://docs.google.com/document/d/1pWkmY6zYf_qY9oLU6MRPVHaJeO6EPIcoxa-MKeNc7GQ/edit

Bestyrelsen

Kim Rokkjær

Magic Sport Cup

Der er offentliggjort løbsdatoer for Magic Sport Cup 2019.

Løbsdato og arrangører er:

  • Dato
  • 23. april
  • 14. maj
  • 18. juni
  • 13. august
  • 27. august (holdløb)
  • Arrangør
  • Midtfyns CC
  • Fåborg Ski- og Motionsklub
  • Le Pedaleur du Charme
  • Gislev/Team Alé
  • Nyborg CK

Alle løb har første start kl. 18.00, bortset fra holdløbet, som har første start kl. 17.30.

Mere nyt følger når det bliver offentliggjort.

Kære TT – medlem.

Som en lille nytårsgave til klubbens medlemmer får vi et eksklusivt besøg af Landstræner Anders Lund og Eventmanager Jens Kasler, begge DCU.

Arrangement afholdes mandag d. 21. januar kl. 19.30 i Svendborg Svømmeland, lokale ’Bølgen’, 1. sal.

Du vil, blandt meget andet, få et unikt indblik i Anders Lunds arbejde som landstræner og arbejdet med talentmassen i dansk cykelsport. Det i kombination med, at Jens Kasler giver os et kig bag kulissen i Danmarks største årlige tilbagevendende sportsevent ’ PostNord Danmark Rundt’.

Og bedst af alt – du får mulighed for at stille spørgsmål til Anders og Jens.

Tilmelding senest torsdag d. 17. januar på link:

http://docs.google.com/document/d/1o9yHvk-dk9kO6-z97aTK8YSDGHr2Xu1ePjBUfR_9f40/edit

 

Bestyrelsen

Anders Lund

Anders Lund

Jens Kasler

Jens Kasler