En Personlig beretning om mit første, men bestemt ikke sidste Granfondo.

Beslutningen om at tilmelde sig et af de største og hårdeste motionsløb der findes, blev vel egentlig taget efter en god Spinningtime, hvor jeg i sand begejstring, over hvor utroligt godt jeg faktisk gjorde det på sådan et motions redskab, tænkte at jeg da nok kunne komme igennem de 174 km og 5500 højdemeter som Marmotten smider i hovedet på een. Også selv om man aldrig har kørt et eneste bjerg!! Nogle gange må man undres over hvor håbløst naivt ens hjerne fungere, men på den anden side skal man jo heller ikke være bange for at sætte sig selv store mål.

Som tænk så gjort. Og pludselig sad man mange måneder senere og læste en mail fra vores logistik ansvarlige Henrik Linaa hvor i der stod, at startnummer nu var bestilt og nu var der ingen vej tilbage……puha.

Træningsplanen blev lavet, med et mål om at nå mellem 4500 og 5500 km fra d. 1 Jan og frem til løbet d 6 Juli. Og uden at sige jeg ligefrem var doven, blev det nok nærmere 4500 end 5500 km som blev det endelige resultat. Men en lang lang og hård vinter samt lidt sygdom gjorde at jeg ikke helt fik nået de km jeg havde håbet.

Vigtigste del af træningen var helt klar klubbens træningslejr i Harzen. For en bjerg jomfru som mig, var det da et wake up call der ville noget. Glemmer aldrig da vi den første dag havde kørt op over den første længere stigning, og jeg inde i mig selv tænkte, at jeg havde da seriøst gabt over mere end jeg kunne klare. Og det blev da ikke meget bedre en af de næste dage, da jeg efter at havde kæmpet mig opad Brocken (Harzens højeste punkt) med lungerne hængene helt nede på styret, fik at vide, at det her da ikke var noget i forhold til det jeg senere skulle opleve i det Franske. Igen tænkte jeg om jeg mon havde overvurderet mig selv en anelse. Men alt i alt skulle det vise sig, at det var rigtig god erfaring og super god træning jeg fik taget med mig fra den træningslejr i de tyske bjerge.

Bla blev jeg en del klogere på hvad gearing jeg skulle vælge til løbet, og valget blev at køre med 12-29 bagpå og 50-34 Compact foran, efter devisen heller have et gear for meget end et for lidt. Det skulle senere vise sig at det var en klog beslutning.

Ud over at passe min træning sådan nogenlunde, brugte jeg den sidste tid op imod løbet på at se en masse videoer fra løbet og læse alle de løbsberetninger jeg kunne komme i nærheden af. Både for at lære løbet bedre at kende, men også for at høre om andres erfaringer omkring selve løbet, deres forberedelser, hvad de havde spist og drukket, hvor meget de havde spist og drukket osv osv. Jeg slugte alt information jeg kunne komme i nærheden af. Ud over hvad jeg selv kunne finde frem til, skulle det vise sig at den erfaring som de mere erfarne bjerg geder i vores gruppe kunne dele ud af, var helt uundværlig og til kæmpe stor hjælp.

Da det så pludselig var Lørdag d. 29 Juni, var man så endelig nået til den dag man så længe havde set frem til. Kl 1700 begav vi os sydpå i 3 biler pakket med lige dele top tunede cykler og ryttere. Turen derned gik uden problemer og man kunne tydeligt mærke at vi alle glædede os sindsygt meget til det som ventede os. Klokken var omkring middagstid da vi trillede ind på La Piscine Camping, i byen Le Bourg d oisans, hvor vi skulle bo den næste uges tid.

Omkring os tårnede de majestætiske bjerge sig op og bød os velkommen. Og lige rundt om hjørnet, mindre end 200 meter væk startede stigningen op imod Alp Dúez, det kunne bare ikke blive meget større. Så efter 16-17 timer i bil og en lille frokost, var det mest naturlige i verden da at snuppe en tur opad de 21 legendariske sving. Set i bagklogskabens lys var det nok ikke den smarteste beslutning, men småting som træthed og hvile blev hurtigt skubbet i baggrunden når nu verdens mest omtalte stigning lå der og ventede på os.

Jeg vil når jeg kommer til selve løbsberetningen forsøge at beskrive bjergene lidt mere detaljeret end jeg gør her i beskrivelsen af de sidste dage op til selve løbet.

Jeg kan tydeligt huske min første tanke da jeg drejede til venstre og ind på Alpen for første gang….\\\”jeg håber sgu da ikke den er så stejl hele vejen\\\”……Det var den så, næsten! Jeg havde det egentlig ok på vej op, men min puls gik helt amok, og jeg opgav meget hurtigt at køre op med ca 80-85% af max, hvilket egentlig var planen, for så ville jeg køre så langsomt at jeg ville vælte. Så pulsen hed nærmere 90-92% hele vejen op. Ligesom jeg hurtigt opgav at tælle sving, der var simpelthen alt for langt imellem dem syntes jeg 🙂 Men jeg kom op og det føltes fantastisk at man nu havde erobret sit første store bjerg. Den nat tænkte jeg at det her nok skulle gå godt. Den følelse skulle ændre sig mange gange de næste par dage.

Næste dag, Mandag, var planen at vi skulle ud at prøve kræfter med Glandon, som er det første bjerg man støder på i løbet. For at sige det som det er, blev det en rimelig dårlig oplevelse for mig. Jeg kunne igen ikke styre min puls, og valgte igen at blæse på den og bare køre. Hvilket så resulterede i at jeg 2 km før toppen lagde mig på skjoldet som en anden skildpadde med kæmpe kramper i begge lår. Da smerterene og skammen over at ligger der som en anden vingeskudt cykel motionist havde lagt sig, krøb jeg op på cyklen igen og trillede det sidste stykke til toppen, mens jeg tænkte at det da mildest talt ikke var gode tegn at få krampe 2 km før toppen af det første bjerg i løbet, når der nu var 4 bjerge jeg skulle henover.

På vej ned af Glandon oplevede vi desværre skyggesiden af vores ellers fantastiske sport. En ung mand var styrtet, og vi kunne alle se at det så meget slemt ud, det viste sig desværre senere at han ikke overlevede. En oplevelse vi alle godt kunne have været foruden, men også en reminder om at det altså var alvor det vi kastede os ud i.

Den nat var jeg temmelig usikker på hvordan jeg skulle komme igennem det her.

Mandagens dårlige oplevelse i mente, var Tirsdagens menu på Telegraphe og Galbier i et hug, nok at skyde over målet. Men hvis man nu skal gå ned kan man sgu lige så godt gøre det med et brag tænkte jeg. Det blev heldigvis et positivt vendepunkt for mig. Min puls have jeg pludselig styr på og jeg havde overskud til at nyde det fantastiske landskab jeg kørte i. Ikke mindst Galibier var en oplevelse som jeg aldrig glemmer. Jeg forsøgte at suge det hele til mig og nyde turen op, selv når det gjorde rigtig ondt, for Galibier gør ondt, uanset hvordan man vender og drejer det. På nedkørslen og den nat tænkte jeg, at jeg havde sgu en god chance for at klare det her hvis jeg tænkte mig om.

Onsdag regnede det og der var dømt hviledag, og skruen på cykler dag…..igen 🙂

Torsdag blev det til en lille tur tilbage til Glandon og 6-7 km opad sammen med Duvander. En super tur hvor der igen var styr på pulsen. Bjerget som ellers havde skræmt mig, virkede nu pludselig til at tale med og min optimisme fik lige endnu et hak opad.

Startnumrene blev hentet på toppen af alpen og man kunne mærke at det for alvor begyndte at nærme sig løbsdagen.

Fredagen var lang, meget lang. Nogle valgte at cykle en tur, jeg blev hjemme og slappede af. Jeg tænkte at jeg fik nok brug for alle de kræfter jeg kunne skrabe sammen imorgen, og det skulle vise sig at jeg fik ret. Vi fik testpakket vores tøj og fandt ud af hvor meget vi skulle have med, og det var ikke så lidt. Vi vidste det ville blive varmt på løbsdagen, så det ville blive utroligt vigtigt at få spist og ikke mindst drukket rigeligt både før og under løbet.

De sidste planer for hvor der skulle spises, drikkes osv undervejs i løbet blev lagt, og vi tog alle op og spiste en dejlig middag oppe på Alpen. Vi var alle klar til morgendagens kæmpe udfordring. Den nat sov jeg ikke ret meget, men glædede mig helt vildt til det eventyr som lå og ventede på mig om få timer.

 

LØBSDAGEN

Kl 0500 ringede vækkeuret, nu skulle det være. Morgenmaden blev indtaget og vi begav os op til byen for at finde vores startgruppe. Hele stedet summede af spænding og man satte kæmpe pris på den lille å der løb ved siden af alle rytterne, og som i dagens anledning var omdannet til verden største pissoir 🙂

Efter at have besøgt åen 3 gange på den lille time vi stod og ventede på at komme afsted, var det endelig kommet så vidt. Vi fik sagt held og lykke til hindanden og så var det ellers afsted.

Flere tusind forventningsfulde cykelryttere fra hele verden klikkede i og satte i bevægelse. Kl var 0750 og jeg kunne mærke at jeg fik kuldegysninger, så sker det sgu Skovsbo, tænkte jeg inde i mig selv, nu kører vi fandme.

 

GLANDON

Så snart vi kørte over måtten som registrerede vores tid fløj vi afsted på ren adrenalin, det første stykke hen imod Glandon foregår på lukket vej så der bliver kørt pænt hurtigt, ramte dæmningen som er den første del af ruten som går opad med lige under 40 i snit. Så var man da ligesom igang.

Ind på Glandon og så ellers bare finde sin rytme, holde øje med pulsen, og være ligeglad med hvor mange der drønede forbi een. Det var planen og den holdt jeg mig til, selvom jeg nogle gange tænkte, at jeg måtte da helt klart være en af de langsomste i det her løb, sådan som folk drønede forbi mig. Men min plan var at holde mig under 80% af max op ad Glandon, det var et langt løb og jeg skulle ihvertfald ikke starte med at blæse opad de 22 km stigning som det her bjerg smed efter os.

Glandon er i min verden det værste af de 4 bjerge, de første 6-7 km stiger temmeligt heftigt og bedst som man har fundet en god rytme kommer der en lille men skarp nedkørsel på ca 1 km, hvorefter vejen drejer skarpt til højre og en rampe som på sit værste rammer 16% stiger lige op i himlen. Det er et hårdt stykke og hvis man kender det er man på lille klinge allerede inden man rammer det, eller også kan man godt komme i problemer. De næste par km er rimeligt stejle.

De sidste km af bjerget Stiger mere jævnt, efter en lille nedkørsel mere nærmer man sig toppen af bjerget. Jeg kunne mærke at jeg ikke havde nogen problemer med at holde min puls, følte mig super godt tilpas, spiste og drak godt. Jeg følte mig ovenpå.

Toppen af Glandon kan bedst beskrive som kaos. Cykler og ryttere overalt! Det tog mig 5 min bare at finde et sted at sætte min cykel, er sgu nok også lidt øm over den, men hvem er ikke det 🙂 Planen var at jeg skulle tanke vand og så videre. Jeg tog det rimeligt roligt da tiden på toppen af Bjerget er stoppet pga den meget farlige nedkørsel.

Det blev tanket vand og videre gik det. Nedkørslen fra Glandon er temmelig heftig. Den foregår på smalle veje, er stejl, og i det hele taget rimelig farlig. Man skal virkelig være koncentreret hele vejen ned. For mit vedkommende gik det godt, men så desværre alt for mange som var kommet galt afsted. Højdepunktet på vej ned var helt klart en kæmpe ko som de fleste ryttere fik hilst på, da den i dagens anledning havde valgt at placere sig midt på vejen! Jeg drønede forbi med 50-60km i timen og kunne ikke lade være med at tænke på hvordan fanden man skulle ha forklaret dem derhjemme hvis man var udgået fordi man var drønet ind i en kæmpe ko, syret 🙂

 

TRANSPORT STYKKET

Det værste stykke i hele løbet er dette stykke som forbinder Glandon og starten af Telegraphe. Man kører på store brede veje, og det er en kæmpe og efter min mening meget kedelig kontrast til resten af ruten, som foregår i den smukkeste natur.

Jeg Kom først ind i en gruppe som kørte rigtig stærkt. Jeg kunne godt sidde med, men måtte alligevel arbejde så hårdt, at jeg var bange for at bruge for mange kræfter, der ventede trods alt 3 store bjerge endnu. Så jeg lod mig falde ind i en gruppe som kørte noget langsommere, måske også nok for langsomt, men besluttede at blive og så sørge for at få spist og drukket rigtig godt inden det igen gik opad og bare få det flade stykke overstået.

 

TELEGRAPH

Da de 25 km på motorvej endelig var ved at være forbi kører man ind i byen Saint Michel De Maurienne hvor der er et depot. Jeg valgte at suse ind og tanke vand igen, inden jeg kørte det sidste flade stykke og kørte under den lille tunnel som er starten på Col De Telegraph.

Igen fokuserede jeg på at finde ind i min egen rytme, holde min puls, og jeg kom hurtigt ind i et fint tråd, som jeg følte kunne få mig rimeligt komfortabelt igennem de 11 km opkørsel. Af de 4 stigninger i løbet er Telegraph, det bjerg som jeg føler er mest regulært og nemmest at bide skeer med. Selvfølgelig skal der arbejdes, men jeg havde det rigtig godt hele vejen op af den smukke stigning og var på intet tidspunkt over 80% af max. Da jeg nærmede mig toppen begyndte jeg så småt allerede at glæde mig til det næste bjerg som var Galibier, og fik for første gang siden starten af løbet øje på den velkendte Team Tåsinge trøje lidt længere fremme. Det var Lars som også så ud til at have det godt, vi vekslede et par ord og skiltes så igen. Varmen var begyndt at nærme sig de 30 grader og jeg så frem til snart at komme lidt højere op så det blev en smule køligere 🙂

 

GALIBIER

På vej ned af nedkørslen fra Telegraph besluttede jeg mig for at stoppe i det store depot som ligger inden stigningen op til Galibier for alvor starter. Jeg suste gennem Valloire og tog fat på dagens 3 bjerg, det frygtede Galibier som skulle fører mig op i 2642 meters højde. Jeg tankede som planlagt vand og kiggede op mod bjerget inden jeg satte mig på cykelen og håbede at jeg ville være lige så gode venner med denne gigant efter denne opkørsel som jeg havde været den anden dag da jeg prøvede kræfter med det første gang.

Som den anden dag kom de første km sten dejligt hurtigt imod mig og da jeg passerede 12 km stenen sagde jeg til mig selv at nu manglede jeg sådan set bare samme distance som op ad Telegraph, og kun 10 km før det depot vi havde oppe på bjerget. Man gør jo hvad som helst for at narre sig selv på sådan et bjerg.

Så langt øjet rakte kunne man se ryttere kæmpe sig fremad, og dalens grønne græs stod i fantastisk kontrast til den smukke blå himmel som var over os. Det var sindsygt flot, og jeg huskede mig selv på, at nu skulle jeg fandme huske at suge alle disse indtryk til mig, og værdsætte det som jeg var igang med.

Da der manglede 8 km af stigningen kom det berygtede højre sving som skulle fører mig ind på den sidste og hårdeste del af Galibier. Lige inden jeg drejede, kiggede jeg på de ryttere som hvilede sig i græsset ved den cafe som ligger lige der hvor bjerget tager fat, og kiggede så op af rampen som var starten på 8 km hvor bjerget ikke stiger under 8% og sagde så til mig selv, at nu var det altså alvor.

Jeg husker de sidste km op ad Galibier som forbandet smukke og hårde, jeg havde god kontrol over min puls og kunne selv på de stejleste steder få den til at dale et par procent hvis jeg slappede af. Det var på det tidspunkt at jeg vidste at det her skulle jeg nok komme igennem, den tanke havde jeg ikke turde tænke før.

Depotet som skulle have været 2 km før toppen, kom først 1 km før toppen og havde jeg været bare en smule mere presset kunne denne lille ændring godt ha fået mig til at panikke en anelse. Nu gik der jo fuldstændig ged i den nedtælling som havde kørt inde i mit hovede de sidste 10 km 🙂 Men heldigvis blev det fundet, og det blev tanket vand, Red Bull, energi gels og bar, ikke fordi man havde lyst til det sidste, de hang faktisk en lang ud af halsen allerede, men kunne bare ikke undværes. Vindvest og lange ærmer blev iført og så var det ellers videre den sidste km op mod toppen. Der var mange der led rigtig rigtig meget, og selvom det måske ikke er særligt pænt at sige, så gav det mig ekstra energi at se deres lidelser på et tidspunkt hvor jeg selv følte mig rigtig godt tilpas. De sidste super stejle sving blev klaret og jeg begyndte at forberede mig på en lang og hurtig nedkørsel frem mod Alp Dhuez.

 

NEDKØRSLEN FRA GALIBIER

Nedkørslen fra Galibier er lang og der bliver kørt stærkt. Jeg føler mig heldigvis godt tilpas selvom det går rigtig hurtigt, men tager bestemt ikke nogen chancer når farten runder 70-75 km i timen. Det kan man desværre langt fra sige om alle andre. Man må undres over hvad der får folk til at drøne rundt om blinde sving ude i modsatte vejbane når man ikke aner om der kommer biler imod een. Heldigvis var der på ruten officials på motorcykler som tog fat i dem med det største death wish, og fik dem til at slappe af.

Hvis man ikke har prøvet at kører nedad et bjerg før tror man måske at man sidder og slapper sådan nogenlunde af mens man drøner nedad. Men det er langt fra sådan det hænger sammen. Efter et stykke tid begyndte det godt nok at kunne mærkes i hænder og ikke mindst nakke at man hele tiden skulle bremse, og selvom man prøver at være så afslappet som muligt, skal man altså holde seriøst fat i sin cykel når farten er så høj. Det var på disse steder at jeg sendte en varm tanke til de mere erfarne La Marmotte ryttere fra vores gruppe, som havde lært os at nedkørsel kun foregår nede i bukkene på styret. Alt andet er simpelthen alt alt for farligt.

Da jeg et stykke nede begyndte at støde på de små knolde der er på nedkørslen, kunne jeg godt mærke at jeg efterhånden havde været ude i mange timer og trætheden så småt begyndte at indfinde sig. Men der var ingen tegn på de kramper jeg altid har måtte kæmpe med, så alt i alt var jeg ved godt mod og begyndte at tænke på hvordan min krop mon ville reagere på vej op af de 21 sving som snart ventede. Temperaturen var efterhånden på den gode side af 35 grader, så jeg kunne godt regne ud at jeg nok snart stod over for mit livs største fysiske udfordring.

 

ALP D`HUEZ

Det sidste flade stykke ind imod Bourg d òisans kom jeg desværre til at sidde alene, en af mine utallige tissepauser havde kostet mig følgeskab med en ellers fin gruppe. Men jeg gav den rimeligt med gas frem imod depotet det lå ca 1 km fra starten af Alpen, gjorde mit sidste holdt og fik tanket det sidste vand som forhåbentligt skulle være med til at hjælpe mig op ad løbets sidste forhindring.

Da jeg endelig drejede ind på den første rampe sagde jeg til mig selv, at nu gjaldt det bare om at æde smerten og så se at komme op af de sidste 13,8 km.

Jeg mærkede hurtigt at det her ville blive en lang kamp imod mig selv og mine ben som hele vejen ville råbe mig lige ind i fjæset, at nu måtte det fandme være nok 🙂 Jeg søgte helt ind i mig selv, og det overskud der tidligere havde været til at nyde udsigterne osv. var helt sikkert fuldstændigt forsvundet, det her var ren overlevelse. Kramperne lå og lurede for hver gang jeg trådte i pedalerne, men jeg kunne stadig kontrollere det, og det i sig selv tog jeg som en kæmpe sejr på nuværende tidspunkt.

Vejen omkring mig var et sandt lazerat at faldne La Marmotte krigere, som på hver deres måde forsøgte at kæmpe sig vej op ad det her forbandede bjerg. Nogle gik målrettet opad, andre sad og stirrede tomt ud i luften og så var der dem som på en måde næsten var smeltet sammen med deres cykel og stod helt stille og hang nedover deres trofaste følgesvend. Alle led vi i varmen som på nuværende tidspunkt nærmede sig de 40 grader. De 21 sving smeltede nærmest sammen i heden, og de fantastiske mennesker som stod og kastede koldt vand over os, var bare nogle stjerner alle sammen.

Da der ca manglede 5 km så jeg endnu engang vores klubtrøje et stykke oppe. Det var Linaa, og jeg fik fremstammet et “godt gået gamle”, og fik svaret “jeg har krampe i hele mit højre ben”, sikkert en typisk samtale på vej op ad Alpen på det her tidspunkt 🙂

Da byen endelig dukkede op i det fjerne, kunne jeg endelig begynde at se enden på de længste 13,8 km i mit liv, og jeg kunne igen begynde at glæde mig over det jeg var igang med. I det sidste sving stod en engelsk familie og heppede os alle på vej de sidste km, dem glemmer jeg aldrig. Og da jeg endelig nåede starten af byen og de første cafeer og restauranter, dukkede de mest fantastiske klub kammerater op og heppede een det sidste stykke på vej, lige der fik jeg kuldegysninger i næsten 35 graders varme, og fik endda overskud til noget der kunne minde om en slutspurt de sidste 500 meter.

Da jeg krydsede målstregen var det en utrolig fornemmelse, og mange forskellige følelser strømmede igennem mig. Lettelse, stolthed og ikke mindst følelsen af at sætte sig et mål og fuldføre det.

Jeg var pisse stolt og mega træt. Drænet fysisk og mentalt og havde det ikke været for min frelsene engel Johnny, var jeg sgu nok drattet om der i målområdet. Blev ihvertfald en smule svimmel, og var meget glad for han var der til lige at få proppet noget pasta og cola i mig, så jeg kunne komme til hægterne igen 🙂

Lidt senere kørte jeg stille og roligt nedad bjerget igen og mødte en endeløs strøm af ryttere der stadigt stædigt kæmpede sig opad, og jeg havde kæmpe respekt for hver og een. Allerede her begyndte jeg at tænke på hvordan mon løbet næste år ville forme sig for mig, for det her, det skulle prøves igen, det var da helt sikkert 🙂

Jeg gennemførte løbet i den officielle tid 8.57 og kørte løbet med en gennemsnitspuls på 76% af max.

Jeg drak ca 10 flasker vand undervejs a 750 ml og havde hele tiden en flaske med Zero tabletter i og en med rent vand. + 1 Red Bull.

Jeg spiste ca 12-14 energy gels og omkring 6-8 High5 sports bar. og havde derudover lavet 2 sandwich med Nutella.

Jeg havde også 6 små salt tabletter med, som jeg spiste undervejs.

Alt hvad jeg skulle spise havde jeg selv med. Det meste med i lommerne fra start, og resten i depotet på Galibier.

Jeg spiste intet fra depoterne, og brugte dem kun til at tanke det vand jeg havde brug for.

Jeg glæder mig allerede til at vende tilbage til dette fantastiske løb næste år. Det bliver spændende at se, hvad jeg kan bruge de erfaringer jeg har fået i år kan bruges til næste gang jeg kaster mig ud i prøvelserne.

Træningsmæssigt vil jeg helt sikkert holde lidt mere igen i vintermånederne hvis det viser sig at de bliver lige så kolde og sne fyldte som i år. Det drænede simpelthen for mange kræfter for tidligt, at kæmpe mod elementerne på den måde.

Desuden vil træningen i højere grad komme til at bestå mere af intervaltræning end den gjorde i år.

Målet for løbet næste år vil helt sikkert være at skære 30-45 min af den tid jeg kørte i år. Hvilket skal ske ved at køre ved en lidt højere puls på de 3 første bjerge, og satse lidt mere end jeg gjorde i år, hvor jeg med vilje kørte løbet lidt defensivt rent pulsmæssigt.

La Marmotte er en enestående oplevelse og jeg kan næsten ikke vente med at komme ned at prøve kræfter med det igen.

Kenneth Skovsbo