Team Taasinge indtog Harzen på årets træningstur med højt humør, super-stemning og diamant-ben
Af Kim Barren
Det var tidlig sort morgen Kr. Himmelfartsdag den 9. maj det herrens år 2013. Alligevel var humøret højt hos de 41 deltagere fra Team Taasinge, da chauffør Stefan satte bussen fra Bergholt Busser i gear – richtung Schulenberg i Harzen.
Forude ventede fire dages træningslejr for Team Taasinges 37 ryttere – de sidste fire deltagere var bedre halvdele til Skipper, Frost og Flindt samt Skippers datter Simone. Og lad det stå klart med det sammen. Det blev fire fede dage med højt humør, fest og farver og ikke mindst masser af kilometer i benene. Op og ned. Ned og op. Og så lige lidt ligeud i bjergene omkring Goslar.
Og selv om Stefan drejede ud på den gamle hovedvej 9 til en start – det er selvfølgelig også den, vi ofte træner på -J – fandt bussen hurtigt ud på motorvejen. Samtidig faldt roen over hovedparten af selskabet, mens de første 300 km motorvej blev spist, inden det blev tid til at vi andre skulle have morgenmad. Og Stefan skulle have sin obligatoriske pause.
Så ind på rasteplads Holmmohr syd – tyve km nord for Hamburg omkring kl. 8.00. Og afgang en lille times tid senere. Troede vi!
For da morgenmaden var fortæret, og bussen skulle rulle videre mod Harzen, var den død. Helt død. Ingen strøm. Men hvad gør det? 35 kloge hoveder skulle nok kunne klare den lille udfordring. Men nej. Det gik ikke.
Det gjorde tiden til gengæld. En time. To timer. Tre timer. Mens der blev forsøgt både det ene og andet med telefon-assistance fra værkstedet i Kolding.
Imens var solen kommet på himlen, og det gav tørst hos Team Taasinge-folkene. Så der blev knappet lidt dåse-øl op, mens der blev ventet på mekanikere fra Buscenter Vest i Kolding.
Der var selvfølgelig flere forslag om at hente cyklerne ud af cykeltraileren, og så snuppe de sidste 300 km på to hjul til Harzen. Men det blev ved forslaget. Og så blev der åbnet en øl mere. Skål.
Kl. 14.30 var ventetiden forbi. To mekanikere ankom, og en halv times tid senere var strømmen fikset, så vi kunne rulle videre.
Syv timer efter at vi trillede ind på rasteplads Holmmohr. Men en var særlig glad for vores lange ophold. Tissekonen på herretoilettet, der tjente sin dagløn og lidt mere, når vi skulle have øllerne ud af systemet igen 🙂
Resten af turen til Sportshotel Schulenberg gik uden problemer. Og alle var dybt imponeret, da Stefan driblede bussen op af bjerget fra Goslar til Schulenberg.
– Den er stejl! Skal vi cykle her, var blot nogle af kommentarerne.
Og ja, var svaret. Allerede samme aften var vi en del, der tog turen både op og ned af den næsten 10 km lange tur. Det skulle siden vise sig, at lige præcis den bjerg-strækning var en af de mindst hårde på turen.
Efter at have tømt bussen for cykler og bagage, var det tid til aftensmad. Her ventede en stor grill-buffet. Og så var det tid til en lille rulletur for de fleste. Nå ja, nogle af utålmodige havde allerede været ude på en tur, inden aftensmaden. Mens de fleste først skulle have fyldt depoterne op, inden turen rundt i bjergene.
Så det blev en tur på små 40 km fra Schulenberg til Clausthal-Zellerfeld videre mod Goslar og retur til Schulenberg. Og ja, der var en god opkørsel på seks-syv kilometer til en start. Men heldigvis også en næsten 10 km lang nedkørsel til Goslar, inden den afsluttende tur op af bjerget til hotellet.
Så var det godnat-tid for de fleste. Næste dag ventede turen til bjerget Brocken 1142 meter højt.
Fredag den 10. maj.
Med en solid tysk morgenmad som bund og holdfotografering inden dagens tur, var det tid til at rulle af sted. Fire hold delt ind efter kørselstempo – og så af sted.
Og lad det være skrevet med det samme. Selv om der var kort og Garmin-cykelcomputere på alle holdene, så nåede hold 2 med undertegnede ikke til Brocken. Vi fandt ikke vejen til bjerget, selv om vi kunne se det hele tiden.
De tre andre hold nåede toppen. Men havde dog også deres udfordringer med at finde vej. Af en eller anden grund var det ikke alle de lokale beboere, der kunne forklare hvordan man fandt vej til Brocken. Om de blot var dumme? Eller de ikke forstod sydfynsk-tysk, tja det står hen i det uvisse.
Men til toppen kom alle tre andre hold. Og for alle skete det uden uheld, selv om der var trængsel på vej op. Gående, MTB-ryttere, rulleski-folk, hestevogne – ja og så en række andre cykelklubber, der også havde fået ideen at skulle op på toppen af Harzen.
Alle fire hold fik masser af bjergkilometer i benene den dag. Og for hold 2, betød den manglende tur blot, at vi tog et par andre af de ”gode” bakker. Heldigvis også sammen med Flemming, som vi en kort overgang troede vi havde ”glemt” i Bad Harborg, da han fik problemer med sin kæde.
Men bedst som Kim havde ringet til ham, dukkede han op på Torvet midt i byen, hvorefter vi kunne fortsatte turen hjem mod hotellet.
Hjemme på hotellet var det tid til en øl, og historier fra de andre holds ture. Hvem havde haft gode ben i bjergene? Hvor var frokosten indtaget? Hvem havde kørt den hurtigste nedkørsel? Eller hvem var bedst til at køre op ad?
Efter aftensmaden der var suppe, fisk og dessert – og en tjener, der havde store problemer med at få sin Ipad til at fungere, når der skulle bestilles drikkevarer. Nå, men han lærer det vel efterhånden?
Da det kneb med slik- og chokoladeforsyningerne – og nå ja, vist også de lidt stærkere drikkevarer, blev Stefan overtalt til at starte bussen senere på aften. Så var der dømt shopping-tur i Goslar.
Lørdag den 11. maj
Mens solen havde skinnet og sendt 18-19 graders varme ned over området fredag, var himlen dækket af skyer og temperaturen dalet til 14-15 grader, da det blev lørdag.
Det var dog stadig fint cykelvejr. Og mens de tre andre hold ville rundt og udforske områdets bjerge, var hold 2 blev lovet en tur til Brocken. Kortfører og Captain du Route Morten Eeg, havde lovet at være guide på turen. Han kendte jo turen fra dagen i forvejen.
Så kl. 9.00 var der dømt afgang for 11 mand mod heksens bjerg. Og ja, vi nåede det. Men inden havde vi allerede øvet os på en række af de andre bjerge i området, bl.a. fra Altennau til Torfhaus. Her gav en næsten 10 km lang opkørsel sved på panden og gang i benene. Til gengæld var nedkørslen til Braunlage en fornøjelse, ikke også Bo!
Herfra var der igen dømt opkørsel 14 km inden alle 11 mand på hold 2 kunne sætte kryds i kørebogen ved Brocken. Og ja, der var koldt og blæsende på toppen. Så da Jesper havde fået foto af heksens plads til svigermor gik det nedad til Schierke. Her ventede kaffe og kage – og en vindbeutel af en gigantisk kage til Morten Eeg . Mens Maria og Kim kæmpede i 10-15 minutter med at få varmen gennem kaffe og varm chokolade. Det lykkedes, og så var det atter på cyklerne. 70 km ventede forude, inden vi var hjemme efter 125 km kørsel.
Dagens hold var hold 3. Også kaldet ”diamant-holdet”. Desværre uden Henrik Linaa der havde måtte holde stand hjemme på hotellet med en skadet bagdel.
– Vi har kørt 95 km intervaltræning, lød det fra Johnny B og Mette U, da holdet landede.
Respekt, lød det fra os andre, som tænkte, 95 km intervaltræning i bjergene 🙂
Nå, men der var også en forklaring på intervallerne. De havde nemlig foregået fra den ene lille by til den næste, med stop på enten en cafe eller en lille hyggelig bierstube. Og som alle ved, skal væskebalancen også være i orden for en cykelrytter. Og det var den for ”diamanterne”. Derudover at have fået en øl eller tre også havde haft tid til at komponere en ny sang på en af de gamle tyske pophits fra den gang, hvor håret var sat op.
Så tak til hold 3 for både sang og optræden. Det var stort. Og vi er mange, der glæder os til at Mette U og drengene skal stå for intervaltræningen herhjemme 🙂
Lørdag aften endte med hygge over en øl eller tre på værlserne, da baren lukkede omkring kl. 23.00. Tømt for øl og gin -L
Søndag den 12. maj
Vejrudsigten havde lovet regnvejr. Og det slog ikke fejl! En stille forårsregn mødte os, da vi vågnede. Så spørgsmålet var, skulle vi på cyklen eller ej? Nogle valgte en stille rulletur rundt om Schulenberg. Mens andre i stedet begyndte at pakke cykler og bagage sammen. Det betød, at afgangen hjemad blev rykker frem til kl. 11.30. Stefan fik igen let og elegang driblet bussen rundt på hotellets område, og så var kursen sat mod nord. Mens snakken og hyggen på passagersæderne var i højsædet. Og det blev også tid til en cykelquiz om Tour de France. Og ja, quizmaster Kim B havde lavet en enkelt fejl, da han ikke vidste at Aleksadr Vinokourov blev nummer tre i 2003. Heldigvis havde den skarpe Claus Møller øjnene med sig, og kunne fortælle forsamlingen, at Barren havde taget fejl. Tak Møller 🙂
Alligevel var Møller med ni rigtige ud af tyve et stykke fra at komme i præmierækken. Mest vidende om Tour de Frances 100-årige historie var Hugo med 14 rigtige skarpt forfulgt af Carsten Kylling med 13 rigtige.
Første stop på hjemturen var atter rasteplads Holmmohr nord. Men med nærmest en fyldt parkeringsplads kørte vi hurtigt videre, og fandt lidt senere et andet spisested, hvor vi kunne få mad og drikke, inden de sidste 300 km hjem mod Svendborg.
Otte timer efter vi startede i Schulenberg svingede Stefan bussen ind hos FTZ i Svendborg, hvor bussen i løbet af en halv times tid var tømt for bagage og cykler. Fire dages træningslejr i Fyns bedste cykelklub var forbi.
Flot arrangeret og sat i scene af formand Skipper. Så en stor tak til ham og Stefan for at transportere os sikkert frem og tilbage.
Og en lige stor tak til alle deltagerne. Det var en kanon tur, hvor alle bidrog med højt humør og super stemning. Så mon ikke vi gør det igen i 2014 🙂
Team Taasinge-holdene i Harzen
Hold 1: Kenneth Skovsbo, Claus Møller, Thomas Feder, Carsten Christiansen, Erik Holm, Steen Mattrup, Claus Skipper, Thomas Duvander, Jacob Vindt
Hold 2: Flemming Larsen, Svend Flindt, Thomas Flindt, Jesper Isaksen, Bo Tønnesen, Preben Quorp, Bjarke Romby, Maria Bach, Jens Bøje, Kim Barren
Hold 3: Henrik Linaa, Torben Madsen, Hugo Andersen, Morten Eeg, Jan Frost, Lars Muller, Johnny Bendsen, Mette Uth
Hold 4: Lars Klinggard, Allan Christiansen, Michael Bimmer, Finn Egeholm, Jim Rasmussen, Stefan Høy, Eilif Wagner, Lene Ørskov, Thomas Bach, Hans Ole Olsen
