Sæsonstart 2018 i Team Taasinge

Søndag d. 18. marts skyder Team Taasinge sæsonen i gang.

Opstartsudvalget har strikket et kampprogram sammen som lyder:

Vi mødes udenfor cafeteriaet ved Tåsingehallen kl. 10.00 og cykler i samlet folk i ca. halvanden time hvor alle kan være med.
Tilbage fra turen omkring kl. 11.30, hvor der er mulighed for et velfortjent bad.

Til dem, som har bestilt mad, vil spisningen foregå i cafeteriaet kl.12.30.
Husk at tilmelde dig spisningen via link til skema.

Til fællestræningen møder du bare op og selvfølgelig i klubtøj.

Prisen for mad er 50 kr. incl. en øl/sodavand.
Betalingen er kontant eller på mobilpay – vi samler ind under spisningen
Menuen er:
Stegt ramsløg
Marineret skinke
Ovnstegte kartofler
Franske ærter
Persille/hvidløg/senneps sauce

Du skal tilmelde dig spisningen på dette link: Tilmeldingsskema

Hilsen Per og Asger

SEF Support Energi

Som Jesper Isaksen talte om på generalforsamlingen, er det muligt via Support Energi fra SEF, at støtte Team Taasinge økonomisk.

Det er muligt at støtte både som privatperson og som virksomhed.


Klik på billede for link til SEF hjemmeside

SEF Support Energi – flyer

SEF Support Energi – tilmeldings blanket

Klubtur 2019

Udvalg: Jim, Stefan, og Ishøj
Hvornår: Kristi Himmelfart 30. maj til 2. juni 2019

Udvalget arbejder mod at det bliver en tur til Harzen, men det er muligt at der laves en meningsmåling med en alternativ destination.

SÅ SÆT ALLEREDE NU KRYDS I KALENDEREN

Kære alle

 

Så er det snart ved at være tid til dette års Magic Sport Cup.
Første løb er 24. april, og det er derfor nu at jeg skal bruge Jeres tilmeldinger.

I skal skrive jer ind i det skema der linkes til, og det skal være gjort inden 1. april.

Lad os krydse fingre for at foråret og lunere vejr venter lige om hjørnet, og så ses vi på landevejen.

Tilmelding Magic Sport Cup

Mvh. Kenneth Skovsbo.

Så nærmer vi os opløbet til årets Team Taasinge træningslejr den 10.-13. maj til Ebeltoft.

Sidste tilmeldingsfrist er mandag den 26. feb. 2018, kl. 18.00

 

Du tilmelder dig via nedenstående link

Tilmeldingsskema

Du kan også sende din tilmelding til Kim Barren på barren@barren.dk

Som I kan se er vi foreløbige 23 deltagere. På vores generalforsamling blev det besluttet, at uanset antallet af deltagere bliver turen gennemført.

Så vil du med, så meld dig til hellere i dag end i morgen.

Vi skal bo på Ebeltoft Vandrehjem.

Prisen for de tre dage er:
3 nætter på værelser med eget bad, toilet og TV, 3 x morgenmadsbuffet, 3 x middag (2 retter).
Vi har aflåste cykelrum.
Pr. person på enkeltværelser kr. 2250,00
Pr. person på dobbeltværelser kr. 1595,00
Pr. person på 3 personers værelser kr. 1395,00

Der er mulighed for både at have MTB- og racercykler med.

Vi håber, at så mange som muligt vil deltage. Der bliver mulighed for at inddele i grupper, når vi kører deroppe, så det altid vil være muligt, at finde en gruppe, der passer til ens niveau.

Transport til Ebeltoft foregår i egne biler.

Værelses-sammensætning ske, når vi har et overblik over hvor mange vi bliver.

Generalforsamling 2018

Team Taasinge indkalder til generalforsamling Onsdag d. 21-02-2018 kl. 19.00

DOG vil der være mulighed for en bid mad kl. 18.00, mere herom senere, men håber at se rigtig mange.

Sted: Tåsinge-Hallen, Eskærvej 65, 5700 Svendborg.

Dagsorden ifølge vedtægterne:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Regnskab 2017
  4. Behandling af indkomne forslag
    Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 3 uger før generalforsamlingen.
  5. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår uændret 400 kr.
  6. Godkendelse af budget
  7. Valg til bestyrelsen for en 2-årig periode. Finn Egeholm og Mette Uth er på valg.
    Mette Uth ønsker ikke genvalg.
  8. Valg af en suppleant til bestyrelsen for 1-årig periode (Lene Ørskov er suppleant)
  9. Valg af revisor samt revisorsuppleant (Mogens Dyhr er revisor og Hans Ole Olsen er revisorsuppleant)
  10. Bemanding af udvalg
    – Opstartsudvalg
    – Køreudvalg
    – Klubtursudvalg
    – Magic Sport Cup udvalg
    – Klubmesterskabsudvalg
    – Festudvalg
    – Sponsoraktivitetsudvalg?
    – Andet?
  11. Eventuelt

De stemmeberettigede på TT’s generalforsamling 2018 er: Medlemmer fra 2017.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen Team Taasinge

Kære medlemmer og sponsorer

Nyhedsbrev

Det er med stor stolthed at sponsorudvalget nu endelig kan præsentere sponsorerne for den kommende 3 årige periode. Aftalerne er nu endeligt på plads, og tøjet sendt til produktion.
Vi ser frem til at kunne promovere sponsorerne i et helt nyt layout, og vi ved at alle vil gøre deres bedste for at det igen bliver ”Det gule tog” der løber med al opmærksomheden i løbene rundt omkring, og overalt på de fynske veje og i de fynske skove.

Vi håber at alle vil tage godt imod de nye såvel som de gamle sponsorer som er som følger:

Rema 1000 Vindeby v. Nikolaj Jensen er ny hovedsponsor i klubben. Et markant hovedsponsorat som endnu engang viser Nikolajs store lokale engagement. Vi håber I vil tage godt imod Rema1000 Vindeby som ny sponsor, og hjælpe med at besøge Nikolajs gode butik, hvor han og hans team venter med enhver form for dagligvarer til os alle.

Mr – Hardis v. Krølle og Steffen bakker fortsat op om Team Taasinge, og bemærker sig som vores anden hovsponsor. En opbakning som er af meget stor betydning for vores virke i klubben. Vi har allerede mærket deres store gæstfrihed til prøveaftenen, og ved at de altid er klar med gode råd og et godt tilbud når vi skal ”dresses” op.

Sydbank har også tidligere bakket klubben flot op. I år har Sydbank valgt en endnu mere lokal profilering end tidligere. Vi ser frem til det fortsatte samarbejde med Sydbank, og glæder os til – som en del af aftalen – at kunne invitere alle medlemmer ned til Sydbank Svendborg når klubdragterne er klar til udlevering. Sydbank Svendborg er repræsenteret i klubben ved Thomas Duvander.

Hybel VVS – Claus Hybel ikke blot rytteren med diamanter i benene, men også ham med de gode tilbud indenfor alt i VVS, Jordvarme, Solceller mm. Hybel VVS er mangeårig sponsor, og selvfølgelig også på plads til den nye sæson. Kniber det med varmen ”In Das Haus” så grib knoglen og ring til Claus!

Alf Jensen – Murer Tømrer og Kloakmester udfører alle former for håndværksmæssige opgaver i de nævnte kategorier både for virksomheder og private. Brian Barmose Christensen er den lokale repræsentant i klubben, og han står til rådighed med tilbud på enhver opgave. Vi byder velkommen til Alf Jensen som ny sponsor i Team Taasinge. Vi ser frem til samarbejdet.

PlovTec – har hovedbeskæftigelse inden for nedpløjning af jordvarmeslager, men har også entreprenør og kloakopgaver i det sydfynske. Troels Henneberg er lokal repræsentant i klubben og kan kontaktes angående opgaver. Tak til Troels for at støtte op om vores lille klub med et sponsorat for de kommende 3 år.

Løve Apoteket – ikke blot Apoteket i Hesselager, og i Svendborg Bycenter, men nu også i Føtex Svendborg. Lars Kaarill er selv aktiv i klubben, og vi er glade for, at han har lagt et flot nyt sponsorat i TT. Vi medlemmer har nu således ikke mindre end 3 steder at gå hen, når der skal handles apotekervarer. Velkommen til Lars og hans virksomhed som sponsor i Team Taasinge.

Automester Skårup v. Steen Fønskov – Når snakken falder på trofaste sponsorer i klubben, så kommer vi ikke udenom Steen. Endnu engang har han vist, at han fortsat ønsker at støtte ”Det gule tog”, og vi takker ham endnu engang for hans store loyalitet.
”Skal bilen fixes og smøres, så ring til Steen Fønskov når det skal gøres”!

Solo Fitness – Det er der vi bygger formen op til sæsonen på raceren eller vores MTB. Lars Christoffersen har også i år velvilligt stillet hans lokaler til rådighed så formen kunne pudses af og aftegningerne stå knivskarpe. Lars og hans stab står fortsat klar med råd og vejledning når det gælder effektiv træning.

Magic Sport Ringe – Har gjort et fantastisk stykke arbejde med vores tøj. Jacob og Flemming har støttet os i processen, og vi vil derfor naturligvis opfordre til, at vi også bakker op her. Magic Sport har et bredt udvalg af alt til os cykeltosser. Hvis ”Havelågen” skal skiftes, eller der uundgåeligt skal indkøbes en del cykelgrej, så er det helt naturligt at lade vejen falde forbi Magic Sport Ringe.

FTZ er vi stolte over atter at have med på ”bagsmækken”. Som de foregående år, har de også valgt at gentegne sponsoratet. Stor tak til FTZ for støtten igennem mange år. FTZ har fortsat flere repræsentanter i klubben – Skipper, Torben M og Finn E – som kan kontaktes for tips og gode råd til bilen.

Svendborg Synshal – Rene og Søren har ligeledes gentegnet deres sponsorat i klubben. Når bilen skal synes står de to herrer klar i lokalerne på Kuopiovej med god service og en effektiv gennemgang af bilen. Der er altid kaffe på kanden. Tak for støtten også til Svendborg Synshal.

Arkitektfirmaet Arne Birk – er vi glade for at præsentere som ny sponsor i Team Taasinge. Søren Thomsen er lokal repræsentant i klubben, og kan kontaktes angående smarte løsninger når boligen skal bygges om, eller der skal bygges nyt. Tegnestuen tilbyder også Tilstandsrapporter, Radonmålinger, Købergennemgang mv. Vi glæder os til samarbejdet med Søren Thomsen og Arkitektfirmaet Arne Birk.

Intersport Svendborg– Tidl. Sporten Svendborg, er atter med for den kommende 3 årige periode. ”Manden på det orange lyn” Kenneth Skovsbo er lokal repræsentant, og det er med stor glæde at vi atter har støtte fra Svendborgs førende sportsforretning.
Intersport Svendborg er klar med kvalitetsprodukter, service og vejledning til de fleste sportsgrene.

Wok House Svendborg – Vi kommer ikke udenom vores lokale favorit spisested Wok House. De frisksmurte og lækre sandwich er legendariske, og som altid et besøg værd.
Om det er til den lille eller store sult, så er det Wok House der er kult!

En rigtig stor tak til alle sponsorerne for velvilligt at støtte op om Team Taasinge, og gøre vores virke muligt. Vi ser frem til et godt samarbejde de næste 3 år, og opfordrer alle jer medlemmer endnu engang til at støtte sponsorerne og dermed give lidt igen.

Rigtig god sæson til alle.

Pva. Team Taasinge
Sponsorudvalget / Finn Egholm, Iggy Franklin og Claus Beck Larsen

 

Generalforsamling 2018

Hermed første varsel om årets generalforsamling i TT.

Reserver allerede nu onsdag den 21. februar kl. 19.00

Tænk over, hvordan du kan være med til at udvikle klubben det næste år.
Det er på generalforsamlingen linjerne bliver trukket.

Indkaldelse med dagsorden udsendes senest 4 uger inden vi mødes.

Bemærk
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 3 uger før generalforsamlingen.
Forslag om vedtægtsændringer, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde senest en uge efter indkaldelse til generalforsamling.

Forslag sendes til formanden.

 

På vegne af bestyrelsen.

Med venlig hilsen

Team Taasinge
Jesper Isaksen

Så blev spændingen udløst

 

Tøj- og sponsorudvalget har i aften præsenteret det nye design ved et hyggeligt arrangement hos en af klubbens sponsorer:

Der blev prøvet cykeltøj i alle størrelser, og lad det være sagt med det sammen – det skal prøves inden der bestilles, da størrelse og pasform er anderledes end det tøj der er kørt med de sidste tre år.

Dem der ikke havde mulighed for at være tilstede i aften, kan de kommende 14 dage, prøve og bestille tøj hos


Gørtlervej 1A
5750 Ringe

i forretningens åbningstid.

Tøjmærket hedder TACTIC og designet ser sådan ud (klik for fuld størrelse).


(med forbehold for mindre ændringer)

Klubbens standardsæt, til en super pris af kr. 1200,- kommer til at bestå af bibshorts, kortærmet og langærmet trøje + vindvest.
Vælger man at erstatte bibshorts i standardsættet, med luksus udgaven “Proof Bib”, bliver særprisen kr. 2000,-

Desuden vil der kunne bestilles yderligere, såsom knickers, lange bukser, vinterjakke, overgangsjakke, løse ærmer og ben.

Levering af det nye tøj forventes i slutningen af februar/starten af marts.

Lidt billeder fra aftenens arrangement, kan ses her.

Vintertræning

Det bliver hårdere at starte op til forår, hvis du går i hi fra efteråret. Derfor finder mange medlemmer måder at holde sig i gang på henover vinteren. Det er på mtb, vinterracer, hjemmetræner, kondicykel eller klubspinning i Solo Fitness. Det vigtigste er ens motivation, det sku’ jo gerne være sjovt at træne.

René Edelgaard Caspersen som webredaktør

René har tilbudt at bistå med opdatering og vedligehold af den nye hjemmeside, og bestyrelsen har taget imod med kyshånd. René har allerede gang i at linke direkte fra hjemmesiden til mail og facebook, at gøre hjemmesiden mere smartphone og Ipad- kompatibel, at samle alle referater fra generalforsamlinger, at lave nyt menupunkt til Magic Sport cuppen, og at opremse tidligere års klubmestre. René tager gerne imod ideer eller nyheder, som medlemmerne ønsker slået op. Skriv til: mail@renecaspersen.dk

Kim Barren har også taget handsken op og lovet at give inputs til hjemmesiden. Så kom på banen og hjælp disse gode kræfter med det.

Medlemsadministration

I 2017 er klubben blevet medlem af Conventus, som interagerer med hjemmesiden, blandt andet kalenderen. I 2018 er tanken at I kan betale kontingent, tilmelde løb og lignende gennem Conventus og hjemmesiden.

Afslutningsfest

Foregår den 4. november kl. 18.30 på Crazy Daisy. Seneste tilmeldingsfrist er den 27. oktober, men hvorfor vente, tilmeld dig nu og bak op om denne fantastiske tradition. Reminder til tilmelding ligger i din indbakke den 9. oktober.

Træningslejr i Ebeltoft 10-13. maj 2018

Seneste tilmeldingsfrist er den 31. oktober til Kim Barren på: barren@barren.dk

I Ebeltoft kan man både køre racer og mountainbike. Træningslejren bliver aflyst hvis der ikke kommer mindst 30 tilmeldinger, så tilmeld dig nu og slå god træning sammen med et socialt højdepunkt. Indbydelse ligger i din indbakke den 18. september.

Sponsorer og nyt klubtøj

Klubben skal have nyt cykeltøj i 2018, og sponsoraftalerne udløber ved årets slutning. Sponsorudvalget arbejder derfor hårdt på både sponsorer og nyt klubtøj.

Mange cykelhilsner

Bo Tønnesen

formand