Indlæg

126 ryttere er klar til ny sæson på de fynske landeveje – flere kvinder i sadlen

Af Kim Barren, Team Taasinge

Du har måske set dem. De gulklædte ryttere i stramtsiddende cykeltøj susende på vejene på Sydfyn.

Jo, det er motionscykelklubben Team Taasinge, der har startet sæsonen.

Nå ja, startet og startet. Flere af klubbens ryttere har holdt formen vedlige henover vinteren. Det er sket dels, på spinningcyklerne i fitness-centrene dels, på landevejen på vinterracercyklen og i skovene på mountain-bike-cyklerne.

– Ja, vi har været heldige med den milde vinter, der har betydet, at mange har kunnet cykle udendørs gennem vinteren. Men den rigtige cykelsæson starter først nu, hvor temperaturen er krøbet lidt i vejret, fortæller klubbens formand Claus Skipper, der kan glæde sig over en voksende medlemsskare i den syv år gamle klub.

126 medlemmer betaler kontingent i klubben. Og til den kommende sæson har en række nye ansigter også vist sig, da klubben startede sæsonen midt i marts med en tur på 50 km og bagefter chili con carne i SG-Hallens cafeteria. Her deltog 75 medlemmer.

TT-28 for de nye

En del af de nye medlemmer er kvinder, der har vist interesse for at komme ud at cykle på landevejen sammen med andre. Men også flere mænd er blandt klubbens nye medlemmer. Det glæder Claus Skipper.

– Det er selvfølgelig superskønt, at vi ser nye medlemmer. Det viser for mig, at vi er en klub med et godt kammeratskab og samtidig forsøger vi at sørge for, at de nye medlemmer og de gamle medlemmer hurtigt finder sammen på de hold, der passer den enkelte. Det er vigtigt, at man allerede fra starten får en god oplevelse, når man er ude på landevejen. Derfor sørger vi altid for, at de nye medlemmer kommer med i en gruppe, hvor der tages hensyn til dem. Det er især vores TT-28-hold vi anbefaler til de nye medlemmer. Det er gruppe af ældre og rutinerede ryttere, der styrer den gruppe, og som sørger for at lægge et tempo omkring 26-28 km/t og lavere hvis det er nødvenndigt, som gør at alle kan være med, fortæller Claus Skipper.

Samtidig kan klubben glæde sig over, at op mod halvdelen af klubbens medlemmer triller til træning tirsdag og torsdag, når der startes ved Svendborg Gymnasium.

 Også ved weekendtræningerne lørdag og søndag er fremmødet stort i Fyns hurtigst voksende motionscykelklub.

– Det er selvfølgelig rigtig dejligt, at vi har så mange medlemmer i Team Taasinge. Og endnu bedre er det, at langt de fleste er meget aktive på cyklerne. Med så mange medlemmer betyder det også, at vi til træning altid kan inddele i flere hold, så den enkelte rytter får mest muligt ud af træningen. Uanset om træningsturen er 50 km med 28 km/t i snit eller det er en tur på 85 km med 33-34 km/ i snit, fortæller Claus Skipper.

Team Taasinge så dagens lys den 20. juli 2006. Det skete efter at en flok cyklister i Svendborg havde været på træningstur i Alsace i påsken. Den tur havde givet mod på mere. De ville gerne have en organiseret klub med ens tøj og et fællesskab som en cykelklub giver. Og som ønsket så gjort.

Medlemmer fra hele kommunen

Selv om klubnavnet kunne lyde som om, at hovedparten af medlemmerne kommer fra Tåsinge, er det ikke tilfældet. Der er medlemmer fra hele Svendborg Kommune. Lige fra Gudme, Oure, Kirkeby, Stenstrup, Ollerup til Skårup, Tved, Tåsinge, Thurø og Svendborg.  Og aldersmæssigt spænder klubmedlemmerne fra midt i 30’erne til midt i 60’erne.

Claus Skipper er ikke i tvivl om, at Team Taasinge også nyder godt at den store interesse for motionscykling, der er i disse år, hvor mange mænd og stadig flere kvinder har fundet ud af, at det er livet at iføre sig tætsiddende cykeldress, spænde cykelskoen fra Fizik fast i klikpedalerne og så ellers drøne ud på landevejen på en Colnago, Pinnarello, Bianchi, Trek, Specialized, Merida eller hvilket cykelmærke man sværger til.

– Men jeg tror også, at vores måde at være klub på betyder noget.  Vi har som udgangspunkt, at det skal være sjovt at cykle. Vi har bevidst valgt at være en motionsklub. Det betyder ikke, at medlemmerne ikke deltager i cykelløb. Det gør vi i stor stil. Både herhjemme og i udlandet bliver den gule klubtrøje vist frem. Ligesom der også er enkelte ryttere, der er med i licensløb herhjemme. Men vi har arbejdet meget med, at der ikke skal opstå små klubber i klubben. Det betyder ikke, at medlemmerne ikke kan arrangere ture sammen. Det er de velkomne til. Men vi lægger vægt på, at alle medlemmer skal have tilbud om at deltage i de løb, som de har lyst til, siger Claus Skipper.

Klubben betaler hvert år startgebyr for fem-seks løb for klubbens medlemmer. Og det betyder, at der bl.a. i nogle af de fynske løb Stjerneløbet, Carl Nielsen-Løbet, Fyen Rundt og Alpe-Tramp samt det traditionsrige Grejsdals-løb i Vejle ofte er 25-40 mand fra ”Det gule Team Taasinge Tog” til start. På den måde får klubben fra Sydfyn vist sig frem, ligesom sponsorerne får vist deres logoer på både de fynske veje og andre vejstrækninger i Danmark samt i udlandet

Årets første motionsløb på Fyn Stjernetramp arrangeret af  cykelklubben Pedaltramp Sydfyn havde deltagelse af 51 ryttere fra Team Taasinge. Og her viste rytterne, at de kan køre stærkt.  Tre ryttere Asger Sørensen, Claus Skipper og Brian Sørensen var blandt de 30 hurtigste.

Træningslejr i Harzen

Udover at træne på de sydfynske veje har klubbens også hvert år en træningslejr. I år går turen til Harzen i Kr. Himmelfarts-dagene. Målet er Bad Lauterberg. Omkring 40 ryttere skal med på turen, der tjener som god bjergkørsel-træning inden en del af klubbens medlemmer i løbet af sommeren skal deltage i forskellige løb i udlandet.

Udover de mange bjergkilometer i benene, er der selvfølgelig også tid til socialt samvær, højt humør og fest og farver, når dagens bjerg-ture er overstået.

De mange kilometre op og ned af bjergene i Harzen giver også et godt udgangspunkt for de mange af klubbens medlemmer, der senere i sæsonen skal ud i bjergene rundt om i Europa. Her er stigningsprocenterne  på et noget andet niveau end Egebjerg-bakkerne ved Svendborg og Golfbakken ved Faaborg.

I år stiller Team Taasinge med ryttere til i La Marmotte i Frankrig,  Vattenfall-løbet i Hamburg, Alpenbrevet i Schweiz, ligesom flere af klubbens medlemmer selvfølgelig også bruger nogle af deres ferier i selskab med cyklen til at prøve kræfter med f.eks. bjergkæderne i Italien og Frankrig samt Mallorca, Lanzarote og Gran Canaria. Herudover skal nogle af klubbens medlemmer deltage i 24 timers løbet Melfar-løbet i Middelfart, mens andre skal køre 333 km Fyn Rundt i juni.

Uden penge går det ikke. Heller ikke i Team Taasinge. Derfor er klubben glad for den fine sponsoropbakning fra virksomheder og firmaer på Sydfyn.

– Da vi gentegnede vores sponsorater for et par år siden oplevede vi heldigvis stor interesse hos både de sponsorer, der havde været med i mange år, og hos de nye, der gerne ville støtte Team Taasinge. Det er vi glade for, da det betyder, at vi har en sund økonomi i klubben. Og med de mange nye medlemmer er det mit håb, at vi de kommende år også kan få områdets virksomheder til at støtte klubben, lyder det optimistiske håb fra klubformand Claus Skipper.

FAKTABOX:

Træningstider:

Se klubbens kalender

Af Kim Barren, Team Taasinge

Ja, det var ikke kun solen, der satte sit præg på 2014-udgaven af Carl Nielsen. Det gjorde rytterne fra Team Taasinge også. 42 gulklædte ryttere sørgede for at Sydfyns store cykelklub ikke var til at komme udenom i feltet på 80 km ruten.

Og for omkring 35 ryttere var dagen allerede startet tidligere, da de mødtes kl. 7.30 ved Svendborg Gymnasium og i samlet flok trillede til startstedet i Nr. Lyndelse. En god og hyggelig tradition, inden selve løbet.  Efter morgenmad og kaffe var alle ryttere klar 09.45. På forhånd var vi enige om at dele op i forskellige grupper afhængig af kørehastighed. Det fungerede fint. Og alle kom igennem uden skader – i hvert fald, hvad skribenten har hørt. En enkelt havde vist to punkteringer, ikke Linaa? Surt show.

Og selv om det er et motionsløb, ved vi jo godt, at der for nogles vedkommen går race i den. Og ja, det skete også på vejene omkring Midtfyn. Der betød, at Team Taasinge havde seks mand blandt de første ti. Og blandt de første 40 ryttere i mål var de 21 med gule bluser fra TT.

Hurtigste TT-ryttere var Asger, der blev nummer to, Claus Møller snuppede en fjerdeplads, mens Bo Tønnesen blev nr. 6, Lars Christiansen nr. 7., Bent Nielsen, 8 og Thomas Vestberg blev nummer 10.  Men alle kom igennem  – og det var det vigtigste.

Efter en pølse og kartoffelsalat til at få fyldt depoterne op igen, blev kursen atter sat mod Svendborg for alle dem, der havde valgt at cykle til løbet. Så mon ikke, der var dømt afslapning om eftermiddagen, da de fleste nåede at runde mellem 150-160 km på en smuk solrig maj-søndag.

Det cykler for Team Taasinge

af Kim Barren, 2012

Omkring 35 deltagere i klubmesterskabet.

40 mand med i Danmarks største og længste motionscykelløb Århus/Odense-København.

Flere mand var nede i Europa for at deltage i cykelløbet La Marmotte i Frankrig.

Andre deltog i bjergcykelløbet Øtztaler Radmarathon i Østrig.

Nogle brugte sommerferien til at tage turen op af det skaldede bjerg i Frankrig – i daglig tale Mont Ventoux.

Og et flot fremmøde hver gang til træning med 25-35 mand.

Jo, det cykler i sandhed for Sydfyns hurtigst voksende cykelklub Team Taasinge. Med op mod 90 medlemmer har klubben det seneste år oplevet en massiv tilgang af nye folk, der er blevet grebet af at rulle rundt på de sydfynske landeveje på en landevejsracer-cykel. Alt sammen flot bakket op af vores sponsorer, der er en af årsagerne til, at Team Taasinge uden at prale – kun lidt – er den hurtigst voksende cykelklub på Sydfyn. Der er ingen tvivl om, at der netop i disse år er rigtig stor interesse for motionscykling. Det er vi i Team Taasinge glade for, fordi cyklingen netop er en god måde at få motion på. Samtidig betyder det, at vi i Team Taasinge får endnu bedre mulighed for at tilbyde vores medlemmer at deltage i forskellige løb henover sæsonen. Eller blot være med i det fællesskab, som det er at cykle men i en klub.

Selv om klubnavnet kunne lyde som om, at hovedparten af medlemmerne kommer fra Taasinge, er det ikke tilfældet. Der er medlemmer fra hele Svendborg Kommune. Lige fra Gudme, Kirkeby, Stenstrup, Ollerup til Skårup, Tved, Taasinge og Svendborg. Og aldersmæssigt spænder klubmedlemmerne fra midt i 30’erne til midt i 60’erne. Det betyder også, at det til vores træninger tirsdag og torsdag samt i weekenden altid er mulig at finde nogle at cykle sammen med, der er på ens eget niveau. Det er vigtigt. Især for nye medlemmer, således at de føler, at de med det samme bliver en del af klubbens fællesskab. Forud for sæsonen 2012 har klubben gentegnet en lang række af vores sponsorater, således at vi har fået nyt klubtøj. Her oplevede vi stor interesse fra vores sponsorer både dem der har været med i mange år, og en række nye sponsorer, der gerne vil støtte Team Taasinge. Det er vi meget glade for, fordi det betyder, at vi har en fornuftig økonomi i klubben. Og samtidig har mulighed for at give tilskud til nogle af de løb, som klubbens medlemmer ønsker at deltage i gennem sæsonen. Så en stor og varm tak til sponsorerne for deres opbakning.

Sæsonen 2012 har sendt flere af klubbens medlemmer på cykelture både rundt omkring på Fyn med deltagelse i motionsløbet Fyn Rundt, Carl Nielsen-løbet, Alpe-Tramp-løbet og Ærø Rundt. Ligesom klubben var repræsenteret i et af Danmarks smukkeste cykelløb, Grejsdalsløbet ved Vejle. Træningslejren forud for 2012-sæsonen var lagt i Silkeborg. Vi boede på vandrehjemmet i Silkeborg. Og herfra var der lagt forskellige træningsture rundt i omegnen. Og ja, vi fandt ud af de sydfynske bakker ikke havde samme stigningstakt som omkring Silkeborg. De fleste nåede også en tur omkring Himmelbjerget, selv om vejret ikke viste sig fra den smukkeste side. Til gengæld var det sociale samvær efter træningsturene helt i top. Et af 2012-sæsonens højdepunkter var turen over Storebælt på cykel lørdag den 1. september. 40 af klubbens medlemmer deltog i Danmarks længste motionscykelløb – Århus/Odense-København. Tyve mand tog den 375 km lange tur fra Århus, mens tyve mand nøjes med den korte 190 km tur fra Odense til København. Og selv om Team Taasinge er en motionscykelklub kan rytterne også køre stærkt. Team Taasinge havde syv mand blandt de 100 hurtigste på Odense-København turen ud af 2100 deltagere. Mens der var fem gulklædte Team Taasinge-ryttere blandt de 100 bedste ud af de 3500 deltagere, der kørte fra den jyske hovedstad Århus til København. Så jo den gule klubdragt blev virkelig vist mange steder i den forløbne sæson. Både rundt på Fyn, når vi trænede. I Danmark ved forskellige løb. Og sidst men ikke mindst udenfor de danske grænser, når der var bjerge og andre udfordringer på landevejene rundt om i Europa. Her mens vinteren har lagt sin kolde hånd over Danmark er det primært spinning-cyklerne og hometrainerne, der har sørget for, at formen er blevet holdt vedlige. Ligesom nogle af klubbens medlemmer også har kørt mountainbike rundtom i skovene og på landevejene.

Men snart står den nye sæson for døren. Søndag den 17. marts starter sæsonen officielt med en cykeltur og bagefter chili-con carne. Herefter er der træning hver tirsdag og torsdag samt i weekenden. Traditionen tro deltager Team Taasinge også i årets første motionscykelløb på Fyn, nemlig Stjernetramp på Midtfyn søndag den 7. april. Træningslejren finder sted den 9.- 12. maj i Harzen, hvor 40 af klubbens medlemmer vil sørge for at formen for det gule tog kommer hele i top i 2013. Herudover venter en lang række andre motionsløb i 2013 rundt om på de fynske veje. I år gælder det bl.a. Fyen Rundt, Tour De Kerteminde, Ærø Rundt. Grejsdalsløbet, Hesselagergårdsløbet og Carl Nielsen Touren inden den hjemlige sæsone slutter af med deltagelse i AlpeTram-løbet i Broby. Ligesom en række af klubbens medlemmer i år også skal vise klubtrøjen og sponsornavnene i udlandet. En del skal køre La Marmotte i Frankrig i juli , Mont Ventoux i Frankrig i juli, Sportful Dolomiti Race i Italien i juni, Vattenfall Classic i Hamburg i august og Ötztaler Radmarathon i august. Så jo, det kan vist roligt konstateres, at det cykler for Team Taasinge både i sæsonen 2012, der nu er en del af historien. Og i 2013 der venter derude på landevejene når frosten og sne bliver afløst af varme og sol.

Så er det gule tog atter på vejene