Kære TT’er

Så skulle aftalerne være på plads og i får dermed en opdateret invitation:
Træningsdage: Tirsdag og torsdag.
Sted: Solo Havnen: Nyborgvej 4D OBS nyt sted med helt nye cykler
Tirsdag: kl 18.15 Instruktør Skipper
Torsdag: kl 18.00 Instruktør  Jan Præstholm

Opstart 2022: tirsdag d. 25.10 og torsdag d. 27.10. Sidste dag før jul: tirsdag d. 20.12 og torsdag d. 22.12.

Opstart 2023:  Tirsdagsholdet starter 3.1 torsdagsholdet d. 5.1.

Sidste træning: tirsdag d. 14.3 og torsdag d. 16.3

Pris for at deltage i TT’s vintercykling er blot 300 kr.

Bemærk: Regler vedr. vintercykling i Solo. Afbud skal være afgivet senest kl. 15 på dagen. Som noget nyt vil al tilmelding og byt ske via en lukket Facebook side hvor kun de medlemmer der er tilmeldt (og har betalt) har adgang.
På samme Facebook side kan man også booke sig på ledige pladser hvis andre har meldt afbud.
Således kan man kun deltage hvis man er aktiv på Facebook

De sidste år har fremmødet været lidt svingende. Udeblivelse koster som tidligere år 50 kr. Gælder også ved afbud efter kl 15 på dagen. Som noget nyt vil udeblivelse og deraf følgende udgift blive opkrævet af instruktørerne.

Udeblivelse uden afbud, koster 50 kr.

Betaling skal være gennemført inden første træning.

Er du i forvejen medlem af Solo, har Solo pladser på timen også. Du skal dog selv tilmelde dig holdet.

Vi har 17 plaser på holdet. Ved overbooking trækkes der lod. Hvis tilmelding er begrænset har bestyrelsen besluttet træning samles på et hold (udbydes på den dag der er størsts tilslutning). Der vil være mulighed for at komme på begge hold hvis plads (se tilmeldingslisten).

Tilmelding sker via følgende link:

https://docs.google.com/document/d/1UzmnqEwKK4wsJnkYMc-hl8gUfgH63lWUA67Tf9FQfvM/edit?usp=sharing

Alle der tilmelder sig får besked om optagelse. Nærmere omkring indbetaling følger samtidig med bekræftelse på at du er optaget på holdet.

Sidste frist foor tilmelding er søndag d. 9. oktober. Der sendes svar til alle i uge 42.

 

På bestyrelsens vegne

Jesper Isaksen
Bestyrelsesmedlem

Invitation til sæsonopstart 2022
Så blev det forår og Team Taasinge skyder sæsonen i gang søndag d. 20/3 kl. 9.30 fra Svendborg Gymnasium.

Der vil blive kørt i grupper af max. 12 ryttere.
Vi kører en social tur på ca. 2 til 2,5 time sammen med en udvalgt kaptajn i hver gruppe.

Efter cykelturen vil klubben være vært for en let udendørs bespisning på Lundby Grillen bestående af 2 pølser med brød samt en øl/vand og kaffe. 😀🌭🌭☕️☕️🍺🍺

Sidste frist for tilmelding er onsdag d.16/3-2022 kl.12.00 på dette link:

Du skal tilmelde dig af hensyn til bestilling af bespisning og gruppeopdeling.
Udebliver du efter tilmelding uden afbud opkræves du beløbet for din andel af traktementet hos Lundbygrillen.

Kom frisk hvor du har mulighed for, at være samme med dine klubkammerater på en lidt anden måde.👍🚴🚴‍♂️😊

Vi håber det bliver en fantastisk dag, som vi har set meget frem til.☀️☀️🚴🚴‍♂️

Hilsen Per Hybel og Asger Sørensen

Invitation til Team Taasinge klubtour 2022 – Mallorca

  • Cykeloplevelser med dine klubkammerater der kombineres med hygge og afslapning.
  • 7 dage i 2-delt lejlighed på hotel Seaclub i Alcudia
  • Afrejse fra Billund 24. maj – hjemme igen 31. maj
  • Morgenmad + aftensmad’s buffet i hotellets gode restaurant
  • Mad ombord på flyet – transport til hotel – 20kg. bagage
  • Guidede ture til bla. Cap de Formentor, Sa Calobra, og Puig Major.
  • Sociale arrangementer/ture på hviledage
  • Samlet pris inkl. Ovenstående kr. 5.890,-
  • Mulighed for leje af cykel eller transport af egen cykel.

Link til info om hotellet.

Tilmelding skal ske via dette link.

OBS.: Turen vil kun blive gennemført ved minimum 10 tilmeldinger.

Depositum kr. 1.500,- betales 1. december – restbetaling 14. april.

Har du spørgsmål til ovenstående eller i øvrigt vedr. turen, kontakt da endelig Thomas Ishøj på tlf. 2728 7777.

De bedste cykelhilsner
Klubturs-udvalget

Thomas Ishøj

’PARTYBREAKING NEWS’ – AFSLUTNINGSFEST 2021

Kære piger og drenge i Team Taasinge,

Cykelsæsonen er snart overstået, og det skal selvfølgelig fejres på behørig vis.
Derfor indbydes du til årets afslutningsfest, lørdag d. 6. november.

Vi skal prøve noget nyt, da UpBar er lukket.

Vi skal i stedet være på Svendborgs nye ’insted’, for det modne og danselystne publikum, ’Hemmingways’.
’Hemmingways’ ligger på Klosterplads og i det lokale, der bl.a. har huset ’Heidi’s Bierbar, Banjen, Klostermoster og meget andet………..

Vi starter ud kl. 17.00 med lækker mad, og der vil som altid være hyggelig underholdning, uddeling af priser m.m. i løbet af aftenen. I vil løbende modtage yderligere information om arrangementet.

Pris for deltagelse i herligheden er kr. 250,- pr. pige/drenge.

Tilmelding til afslutningsfesten sker på nedenstående link (kopier evt. til browser):
Tilmeld dig her

Betaling skal ske til reg. nr. 9370 konto nr. 4562009278, med noten afslutningsfest og navn, eller på MobilPay til 29470431.
Sidste frist for tilmelding er søndag d. 31. oktober kl. 23.59.

Når din betaling er registreret, får du et ‘x’ ud for dit navn på tilmeldingslisten.

Vi glæder os til at se rigtigt mange cykelfestglade tosser – klubtøj er ikke påkrævet til dette arrangement.
Kom frisk, giv alt og gå ret træt hjem!

De bedste hilsner
Det festglade festudvalg – vi leverer!

Kære TT’er

Det er ved at være tid til tilmelding til TT’s vintercykling tirsdag & torsdag aften i Solo.

Tidspunkt: Begge dage 19.20
Varighed: 55 min.

Instruktør tirsdag: Skipper
Instruktør torsdag: Jan Præsholm

Opstart 2021: tirsdag d. 26/10 og torsdag d. 28/10.
Sidste dag før jul: tirsdag d. 21/12 og torsdag d. 23/12. (OBS måske 16/12)

Opstart 2022:  Tirsdagsholdet starter 4/1 torsdagsholdet d. 6/1.
Sidste træning: tirsdag d. 15/3 og torsdag d. 17/3

Pris for at deltage i TT’s vintercykling er blot 300 kr.
Betaling skal være gennemført inden første træning.

Regler vedr. vintercykling i Solo.
Afbud skal være afgivet senest kl. 15 på pågældende dag.
Der meldes afbud via SMS. Telefnonnummer til SMS meldes ud senere.
Afkrydsning på seddel ved receptionen.
Udeblivelse uden afbud, koster 50 kr.

Er du i forvejen medlem af Solo, har Solo pladser på timen også. Du skal dog selv tilmelde dig holdet.

Ved overbooking trækkes der lod. Der vil evt. være venteliste til afbud. Se nærmere på tilmeldingslisten. Ligeledes mulighed for at komme på begge hold hvis plads.

Tilmelding sker via følgende link:
Tilmelding til vintertrænning

Alle der tilmelder sig får besked om optagelse og evt venteliste.
Nærmere omkring indbetaling følger samtidig med bekræftelse på at du er optaget på holdet.
Sidste frist for tilmelding er fredag d. 8. oktober.
Der sendes svar til alle i uge 42.

 

Med venlig hilsen
Jesper Isaksen
Bestyrelsesmedlem

Generalforsamling 2021

Team Taasinge indkalder til generalforsamling Onsdag d. 29-09-2021 kl. 19.00

Klublokalet under Idrætscentret er åbent fra kl. 17.30 hvor klubben er vært med lidt drikkelse og snacks før spisningen.

Klubben er vært for spisning kl. 18.00. Tilmelding til spisning er nødvendig senest d. 21-09-2021
Tilmeld dig spisning her

Sted: Bølgen – Svendborg Idrætscenter

Dagsorden ifølge vedtægterne:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Regnskabsaflæggelse
  4. Behandling af indkomne forslag
  5. Fastsættelse af kontingent.
  6. Godkendelse af budget.
  7. Valg til bestyrelsen. Bo Tønnesen, Jesper Isaksen og Henrik Linaa er på valg. Alle modtager genvalg.
  8. Valg af en suppleant til bestyrelsen. Thomas Ishøj modtager genvalg.
  9. Valg af revisor samt revisor suppleant.
  10. Bemanding af udvalg. Dette punkt udgår da sæsonen 2021 snart er slut, og festudvalget til afslutningsfest er på plads.
  11. Eventuelt
    1. Drøftelse af udvikling af klubbens kvindeafdeling – tiltag omkring åbne træninger og andre ideer.
    2. Drøftelse af udvikling af klubben generelt – hvordan sikre vi “fødekæden” fremadrettet.
    3. Drøftelse af brug af klubbens midler til glæde for medlemmerne.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 3 uger før generalforsamlingen.

Forslag om vedtægtsændringer, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde senest en uge efter indkaldelse til generalforsamling.

I bestyrelsen har vi intentioner om at generalforsamlingen skal være dynamisk med gode snakke om klubbens udvikling og en god stemning med mange deltagere. Vi har derfor i forvejen haft kontakt til folk mhp. at besætte udvalg.

Det skal naturligvis ikke afholde andre fra at melde sig på generalforsamlingen.

 

Med venlig hilsen
Team Taasinge

Bestyrelsen

Invitation til Team Taasinge klubtur 2021

Det hele lysner, og jeg vil derfor se om vi ikke kan få arrangeret den fedeste klubtur til Harzen torsdag d. 19. august til søndag d. 22. august 2021.

Vil du med?

Mit forslag til program i korte træk:

Torsdag d. 19. august – Afgang mod Braunlage – køretid ca. 6 timer – indtjekning på hotel.

Fredag – efter morgenmadsbuffet – opdeling med ”Tourguide kaptajn” i hver gruppe. Efter cykeltur er der mulighed for dyppe sig i poolen, dambad, sauna, eller weissbier på terrassen. Fælles spisning i restauranten med efterfølgende go nat øl i baren.

Lørdag – efter morgenmadsbuffet – opdeling med ”Tourguide kaptajn” i hver gruppe. Efter cykeltur er der mulighed for dyppe sig i poolen, dambad, sauna, eller weissbier på terrassen. Fælles spisning i restauranten med efterfølgende ”Klubtoursafslutning”

Søndag – hjemad efter morgenmad

Hotellet er Relexa Harz Wald i Braunlage.

Der er tale om et **** hotel med fine forhold, og fantastisk beliggenhed. Prisen for hotellet er kr. 1.999,- pr. person og inkluderer følgende:

  • 3 overnatninger i dejligt dobbeltværelse med balkon
  • 3 x stor morgenmadsbuffet fredag, lørdag, og søndag
  • 2 x aftenbuffet fredag, lørdag
  • weissbier & sodavand
  • Lukket parkeringskælder til bil
  • badekåbe og håndklæder på værelset
  • Aflåst cykelrum
  • Fri benyttelse af swimmingpool, saunaer, dampbade, og fitness center. Prisen er eksklusiv turist skat 2,80 euro pers. pr. nat.

Tillæg for enkeltværelse kr. 500,-

Transport er på egen hånd. Vi lægger op til at man arrangerer samkørsel.

Vi har fået lov til at reservere 17 dobbeltværelser & 6 enkeltværelser (40 pladser) indtil 21. juni.

Tilmelding vil derfor ske efter princippet ”først til mølle” og er bindende efter 8. juli. (naturligvis med forbehold for Corona osv.)

Betaling skal ske ved overførsel til klubbens konto 6840 – 0001086142 eller mobilepay 20541 senest 8. juli 2021.

Er der flere tilmeldinger end 40 vil jeg naturligvis forespørge hotellet om flere værelser.

Tilmelding med navn, e-mail og telefonnummer fortages på dette link:
Tilmelding til klub tur til Harzen 2021

Link til værelsesfordeling: 
Værelsesfordeling

De bedste hilsner
Team Taasinge

Thomas Ishøj

 

Kære TT’er

Så er vi klar med årets første sociale klubtur – alle kan deltage – vi inddeler grupper så alle får en god tur.

Man sørger selv for transport – men der vil være forplejning under og efter turen som klubben betaler.

Der er to ruter – Den KORTE på 98 km. med 1000 hm og Den LANGE på 138 km. med 1500 hm.

Tilmelding, ruter og program for dagen finder du her

Vi håber en masse glade deltagere og på nogenlunde forårsvejr til at udfordre bakkerne i og omkring Vejle .

 

De bedste cykelhilsner

Dennis Nielsen og Jesper Beese

Sæsonstart 2021 i Team Taasinge

Kære alle Team Tåsinges medlemmer
Der er sket ændringerne i restriktionerne, der gør det muligt for os, at afvikle vores årlige tilbagevendende opstart – dog med nogle få ændringer.
Der vil være opstart søndag d. 14/3 kl. 9.30 fra Svendborg gymnasium.
Der vil blive kørt i grupper af max. 12 ryttere.
Vi kører en social tur på ca. 2 til 2,5 time sammen med en udvalgt kaptajn i hver gruppe. Grupperne skal starte med 5 minutters mellemrum – dvs. første gruppe kl. 9.30, næste gruppe kl. 9.35 osv.
Tilmelding skal ske via opslag på klubbens Facebook side.
Der kan MAX tilmeldes 12 i hver gruppe – dvs er der 12 tilmeldte i en gruppe er der ikke plads til flere 😂
Efter cykelturen, vil klubben være vært for en let udendørs bespisning på Lundby grillen, bestående af 2 pølser med brød samt en øl/vand og kop kaffe. Husk mundbind 😷
Sidste frist for tilmelding er fredag d.12/3.

Kom frisk, hvor du har mulighed for, at være samme med dine klubkammerater, på en lidt anden måde.

Vi håber det bliver en fantastisk dag, som vi har set meget frem til.

Hilsen Asger

Farven er stadigvæk gul med lidt blåt i. Men designet har fået en opgradering. Og en række nye navne har fået plads på tøjet som sponsorer. Men heldigvis er mange af de tidligere sponsorer stadigvæk med.

Så ”Det Gule Tog” fra Sydfyns største motionscykelklub Team Taasinge er klar til at indtage de fynske veje i helt nyt cykeldress. Når både myndighederne og vejret giver lov til det.

Vi har mødt flot opbakning og stor velvilje, når vi har været rundt hos vores sponsorer. Selv om de også har mærket konsekvenserne af Corona-pandemien, har en stor del af dem sagt ja til at være sponsorer igen. Samtidig kan vi glæde os over, at vi har fået seks nye sponsorer, så vi i alt har 16 sponsorer på vores klubtøj, fortæller Henrik Linaa og Jesper Beese, der har været to af hovedkræfterne i sponsorudvalget.

Tøj-sponsorerne i Team Taasinge de kommende tre år er: MR Hardis/Konrad, Rema 1000 Vindeby, Fynske Bank, Automester Skårup, Hybel VVS Teknik, Løve Apoteket Svendborg og Hesselager, Ale, FTZ Autodele & Værktøj, Solo Fitness, Svendborg Synshal, Sporten Svendborg, FN Multiservice, Lindas Malerfirma, Tectyl, Stenstrup, Lokalforsikring og Fiberlan. Herudover har Team Taasinge aftale med OK og SEF Energi.

Det nye klubtøj er leveret af AleTeam i Odense, der leverer cykeltøj til flere af de professionelle cykelhold.

Og nu også til Team Taasinge. Og der er tale om stor leverance. I alt har medlemmerne bestilt 978 stykker tøj inkl. handsker, sokker og andre accessories. Alene på tøjdelen er bestilt 524 styk. Alt tøjet blev udleveret for nylig efter ”click and collect-systemet” hos sponsorudvalget, således at der blev taget de hensyn som Corona’en kræver

Netop Corona’en var skyld i, at sæsonen 2020 blev en sæson, hvor der var langt imellem fælles-træningerne og fællesturene for de omkring 150 medlemmer af cykelklubben. Fire dage før Team Taasinge skulle have sin traditionelle opstartstur Tåsinge Rundt og med Wienerschnitzel-afslutning i cafeteriet i Tåsinge-hallen, lukkede statsministeren Danmark ned. En nedlukning der varede en stor del af foråret og sommeren, og satte begrænsninger på hvor mange der måtte cykle sammen. Det samme gjaldt en stor del af efteråret.

Til gengæld har den corona-ramte sæson gjort, at mange ryttere både i Team Taasinge og i andre af landets cykelklubber har fået øje på mulighederne i E-cykling.

Det betyder, at der i køres på en hometrainer, hvor racercyklen er spændt fast. Enten står hometraineren i kælderen, i udhuset eller i et værelse, hvor der så trænes. På den måde lever rytterne virkelig op til statsministerens anbefaling – om at være sammen hver for sig.

Træningen foregår hver for sig, men der er med de forskellige platforme mulighed for at køre sammen virtuelt. De to mest populære platforme er Bkool og Zwift. Samtidig er det muligt at snakke sammen undervejs vi tale-appen Dicord. E-cyklingen betyder også, at formen kan holdes vedlige hen over vinteren.

Men medlemmerne af Team Taasinge krydser fingre for, at 2021 atter giver mulighed, for at ”Det Gule Tog” kan komme ud på landevejene samlet, frem for at skulle køre to-og-to eller alene. Og på den måde vise det nye tøj frem. Har du lyst til at køre sammen med andre motionister, så tjek Team Taasinges hjemmeside www.teamtaasinge.dk

Bedste hilsen

Kim