Træning i vinterhalvåret 2018/19.

Tirsdag og Torsdag, spinning

Vi starter op tirsdag d. 23/10 og torsdag d. 25/10,
og sidste omgang i 2018 er tirsdag d. 18/12 og torsdag d. 20/12.

I 2019 starter vi torsdag d. 3/1 og tirsdag d. 8/1.
Sidste omgang er uge 11, tirsdag d. 12/3 og torsdag d. 14/3

Træningstidspunktet er:
Kl. 19.10 tirsdag
Kl. 19.20 torsdag

Skipper er instruktør på det ene hold. Hvem der er instruktør på det andet hold, vides i skrivende stund ikke.

Regler vedr. vintercykling i Solo: Afbud skal være Jesper Isaksen i hænde senest kl. 15 på den pågældende dag. Der meldes afbud via SMS på 30272828.

Udeblivelse uden afbud, koster 50 kr.

Er du i forvejen medlem af Solo, har Solo pladser på timen også. Du skal dog selv tilmelde dig holdet.

/Jesper I.

MTB

Foruden landevej, er der en del medlemmer som kører MTB. Det kan være som supplement hele året, eller som vintertræning.

Planlagte træninger er tirsdage kl. 17.30 og søndage kl. 09.00 (se iøvrigt kalenderen)
Mødested er på parkeringspladsen ved Solo Fitness.

Turene foregår i landskabet og skovene, rundt om på Sydfyn. Primært på de anlagte spor i Stævne-/Hallindskoven, Skovhuggeren og Dådyrsporet (2 sidstnævnte er betalingsspor). Om vinteren kører vi også “bynært”, dvs. vi finder “udfordringer” rundt om i Svendborg.

Vi lægger vægt på sikkerhed, socialt samvær, god træning samt at lære af hinanden, dvs. alle kan være med. Der er tid til at vente på “sidste mand” og/eller hvis man lige skal se en udfordring an, eller vil have kørt en sekvens flere gange, så man bliver mere sikker. Det er selvfølgelig altid tilladt at springe udfordringer over. Vi sørger dog også for at få “pulsen op”, ved både tempo og teknisk kørsel.

Om søndagene bliver der nogle gange planlagt lidt længere ture. Når der kommer “forslag”, bliver de “fulgt” på TT’s gruppe på Facebook. Så følg med der.

Træningerne er “åbne”, dvs. at ofte er der også medlemmer fra andre MTB-klubber i Svendborg med.
TT’s medlemmer er som regel også velkomne ved deres træninger.

Foruden MTB-cykel og cykelhjelm er der “kun” behov for gode lygter her om vinteren.

Hvis du er interesseret, så følg med på denne side samt på Facebook. Du kan også kontakt Dan Ottosen eller Finn Egeholm.

/Dan O. & Finn E.

Tirsdag og torsdag, landevej

Til dem som måtte have lyst.

Fra uge 44 begynder vintertræning/cykling på landevejen på ”skærm-racer”, dvs. der er lang skærm bagpå eller en stænklap, så man ikke sviner den bagved kørende rytter til.

Sørg for godt lys både foran og bagpå, en god ide er 2 forlygter, en der virkelig lyser op, så du kan se, og en ”nød-lygte” som kan bruges ved tusmørke og hvis den gode lygte går død, hvilket sker ind imellem. 2 gode dæk, evt. med dækindlæg, det er saftsuseme træls med en punktering, i mørke, 3 graders varme og alt er vådt og møg beskidt.

Varmt, vind- og vandtæt tøj siger sig selv, et par gode vintersko/støvler, med plads til et par ekstra sokker er bestemt en fordel, luksus udgaven er såler med varme i, eller sko-overtræk.
Der køres på de ”gode-vejrdage” tirsdag og torsdag fra Solo kl. 16.10.

Der Køres rundt på ”Egebjerg-ruten”, Solo – SGhuset – Skovsbo – Ballen – Øster Skerninge – Stågerup – mod Egebjergbakke – Kirkeby Sand – Odensevej – Sørup – SGhuset, i alt ca. 33km. Når først man kender ruten, er det også muligt at kører modsat og støde til gruppen, hvis man ikke kan nå kl. 16.10.
Det er selvfølgelig også muligt at hoppe på og af som man lyster.
Man kan godt spørger sig selv, om det ikke er kedeligt, at kører på samme rute hver gang, nej enligt ikke, det er jo alligevel mørkt og det er en stor fordel ikke at være langt hjemmefra i tilfælde af uheld, enten mekanisk eller styrt. Og hvis det pludselig står ned i stænger, kan vi hurtigt være hjemme igen.

Der køres ca. 2 omg. som kan blive mindre i halvdårligt vejr, så er vejret så man ikke selv har lyst til at tag ud, skal man nok ikke regne med andre har det, så kommer man sent ud, kan andre være kørt hjem.

Fokus er 65-80% af FTP, bare derud af, god base-træning (fedt forbrænding) (puls ca. 65-75% af max) god kadence, som er på den gode side af 90, dvs. tempoet er ikke højt.

Hvorfor så nu det? Det korte svar er: ofte når man kører hometræner eller spinning, (hvilket er super fint) så kører man ofte meget hårdt på i kort tid og får over hovedet ikke sin base træning med, aerob kapacitet, dvs. ens fedtbrændings motor går død og det bliver en kamp at få den i gang igen til foråret.

Der vil være mindre intervaller, kun op af bakke (dog helt op til den enkelte) og man kører IKKE race ned af bakkerne i mørke, det er alt for farligt med de ”hundeluftere” som endnu ikke har taget lys og refleks i brug.

Mulig interval er styrketræning, også kaldet ”power-træning”, pt. omkring 90-120% FTP (pulsen vil snige sig op omkring syregrænsen især på Egebjergbakke) foregår ved lav kadence på de bakker vi møder, især Egebjergbakke. Der er selvfølgelig opsamling efter hver bakke, tempo intervaller og andet race, venter vi med til tidlig foråret.

Alle er selvfølgelig velkommen, jo flere vi bliver, jo bedre mulighed er der for at dele i 2 grupper, så støt hinanden, møde op, få lidt frisk luft og røde kinder, det er der endnu ikke nogen som har taget skade af.

Der trænes sammen med ryttere fra andre klubber i lokal området.

Her til sidst, det er helt fint ”bare” at sidde på hjul hele vejen rundt…

Fra uge 9-2019 tages hul på intervaltræningen, for dem der måtte have lyst til det. Egebjerg-ruten skiftes ud med Strandvejsruten, Nyborgvej, til højre i Vejstrup ad Strandvejen, Skårupøre strandvej, Linkenkærsvej og tilbage på Nyborgvej, og nogle dage krydres ruten med ture op ad Skovmøllebakken.
Mere detaljeret beskrivelse af intervaltræningen, kommer på TT´s Facebook side.

/Jan O.

      

Søndag, landevej

Sommersæsonen går på held, men søndagstræningen fortsætter, for dem der måtte have lyst til at vintertræne.
Det er naturligvis, ligesom tirsdag og torsdag, på ”skærm-racer”, dvs. der er lang skærm bagpå eller en stænklap, så man ikke sviner den bagved kørende rytter til.

Tidspunktet er det samme som i sommerperioden – afgang kl. 09.00 fra Gymnasiet, og vi kører i ca. 2,5 time. Første gang er den 04/11.
Vintertræning slutter, når vi mødes til sæsonstart arrangementet, til foråret.