Indlæg

Højt humør i Harzen

Af Kim Barren

Ja overskriften fortæller med få ord om Team Taasinges klubtur 2019 til Relaxa Hotel Harz-Wald i Braunlage.

Det var en tur, der helt sikkert vil skrive sig ind i klubbens historie. Fra vi kørte hjemmefra Kr. Himmelfartsdag klokken seks om morgenen, til vi landede i Svendborg igen søndag eftermiddag. Der var dømt højt humør. Et flot hotel, der sagtens tåler et besøg igen. Fine cykeldage med kun et par regndråber. Afslappende ture i varmtvands-bassinet eller saunaen til at løsne benene og kroppen op efter dagens cykel(tor)tur.

Lækre velsmagende buffeter på Relaxa Hotel, Braunlage, både morgen og aften. Kølige pilsner efter dagens op- og nedture rundt i Harzens bakker – eller skal vi kalde de små bjerge – måske stigninger.

Og sidst men ikke mindst. Tid til at masser sjove historier fra dagens ture. Om det så var med hold 1-drengene. Hold 2, hold 3, TT-pigerne Henriette og Linda eller familien Knudsens tour. Alle havde helt sikkert deres fine oplevelser, som de vil huske tilbage på.

Det kan være en svedig opkørsel til Hahnenklee. En lynhurtig nedkørsel fra Sonnenberg med over 75 km/t. En frokost med wienerschnitzel i Goslar. Den første tur til toppen af Brocken. En dobbelt-punktering efter at have ramt en hul i vejen. En tur i saunaen sammen med smukke tyske kvinder og fynske mandfolk.

Kort sagt en tur som alle vil tænke tilbage på med et smil om munden. Især nu hvor bakkerne er besejret og højdemetrene er skrevet ind på Strava eller Endomondo – og hvor vi ellers ”praler” af vores ture.

Så en stor thumbs up og en buket verbale roser til Jim og Ishøj for at have arrangeret turen med vores kasserer Finn Egeholm i baggrunden, der havde styr på økonomien. Tak for øllerne og vinen både fredag og lørdag. De smagte af mere.

Så mon ikke der bliver endnu en tur til Harzen for Team Taasinge. Især for Skovsbos skyld. Nu hvor maveonde tvang ham i sengen halvanden dag.

Ellers ses vi på cyklen lige pludselig på det fla’e Sy’Fyn, hvor det gule tog atter ruller.

Tak for højt humør i Harzen.

    

Kære medlemmer af Team Taasinge cykel klub

Det er med stor fornøjelse at vi i klubtour’s udvalget kan præsentere næste års klubtur.

Turen går til Harzen og i Kr. Himmelfarts ferien torsdag d. 30/5 til søndag d. 2/6 – 2019

Hotellet er Relexa Harz Wald i Braunlage: link til hotellets hjemmeside https://www.relexa-hotel-braunlage.de/en
Der er tale om et **** hotel med fine forhold, og fantastisk beliggenhed.
Prisen for hotellet er kr. 1.999,- pr. person og inkluderer følgende:

* 3 overnatninger i dejligt dobbeltværelse med balkon
* 3 x stor morgenmadsbuffet
* 3 x aftenbuffet som en del af halvpension
* Lukket parkeringskælder til bil
* Kort- eller informationsmateriale på værelset
* Daglig opfyldning af drikkeflaske med lækker frugtsaft
* weissbier om eftermiddagen
* badekåbe og håndklæder på værelset
* Aflåst cykelrum
* Tørrerum til fugtigt tøj
* Mulighed for cykelvask
* Fri benyttelse af swimmingpool, saunaer, dampbade, og fitness center.

Prisen er eksklusiv turist skat 2,50 euro pr. pers. pr. nat som betales på stedet af den enkelte deltager.

Transport er på egen hånd. Dette er en fleksibel løsning da man så selv kan bestemme hvor tidligt man vil afsted torsdag, og hvor sent man vil hjem søndag ;o)

Vi ligger op til at man arrangerer noget samkørsel.
Kører man fra Svendborg torsdag morgen kl. 6 er man fremme ved middagstid, og så kan man fint nå en god tur på cyklen inden vi går i buffet’en kl 19.00

Vi har fået lov til at reservere 20 dobbeltværelser til 30. september – altså 40 pladser.

Tilmelding vil derfor ske efter princippet ”først til mølle” og er bindende.
Betaling: Der vil senere komme opkrævning på forudbetaling, og sidst en slutbetaling. Samlet kr. 1.999,-

Er der flere tilmeldinger end 40 vil klubtursudvalget forespørge hotellet om flere værelser.

Tilmelding med navn, e-mail og telefonnummer fortages på dette link:
https://docs.google.com/…/15tR2umLxNUzuARWHBtFAzwcZit…/edit…

Link til værelsesfordeling: 
https://docs.google.com/…/1zr3UeGPuQ3unR9vQjU_cxez8wn…/edit…

Hilsen klubtoursudvalget
Stefan (2345 9409) Jim (4191 8810) & Ishøj (27287777)

    

Klubtur 2019

Udvalg: Jim, Stefan, og Ishøj
Hvornår: Kristi Himmelfart 30. maj til 2. juni 2019

Udvalget arbejder mod at det bliver en tur til Harzen, men det er muligt at der laves en meningsmåling med en alternativ destination.

SÅ SÆT ALLEREDE NU KRYDS I KALENDEREN

Fire dage med bjergkilometre i benene og væske om aften

Af Kim Barren, Team Taasinge

Klokken var meget tidlig Kr. Himmelfarts morgen den 29. maj. Sådan omkring 03.50. En flok ryttere fra Team Taasinge var samlet på parkeringspladsen ved FTZ i Svendborg. Bussen fra Bergholdt Busser var læsset aftenen i forvejen med cykler og udstyr. Og vi skulle af sted på den årlige træningslejr med Team Taasinge i Harzen. Nå ja, det var andet år i træk, at turen gik til Harzen. Men mon ikke det er ved at være en tradition?

Så af sted skulle vi altså. Stefan havde fået startet motoren. Men hov manglede vi ikke én? Jo, brolæggeren. Hvor var han henne? Han skulle have hentet Brian kl. 03.45. Men Brian ventede forgæves. Og trods flere telefonopkald var han umulig at komme i kontakt med. Men så var der pludselig gevinst.

Klokken er 04.00, lød det i røret fra brolæggeren.
Og ti minutter senere kl. 04.10 stod en som altid storsmilende Allan V ved FTZ sammen med fruen, der havde drønet ham af sted. Jamen, han havde været oppe, lød forklaringen. Men hvorfor han så ikke hentede Brian. Tja, det fortaber sig i morgendisen over Svendborg.

En af sted kom vi. Snakken gik, mens andre fik sig en ekstra morgenlur og Stefan med fast hånd på rattet driblede bussen syd på. Første stop var Holmmohr 25 km nord for Hamburg. Der var dømt morgenmad. Og som nogle kan huske fra 2013-turen blev stoppet dengang længere end 45 minutter, som Stefan annoncerede.

Stefan styrer sikkert

Men sådan gik det ikke i år. 45 minutter efter at bussen gjorde holdt, var vi på autobahn igen. Ingen strømproblemer i år. Her rullede det fint. Mens Stefan sørgede for at passe rattet var det tid til årets Tip en Tyver om cykelsport Og lad det blot være en konstatering.  Formand Skipper viste format med 14 rigtige og dermed vinder i år. Mens vi den anden ende havde en kupon med fem rigtige. Vi lader den være unavniven. Men takker i stedet for sponsorerne fra Sporten, Fri Bike i Tved og Designcykler i Brogade for masser af præmier.Små fire timer senere ankom vi til Bad Lauterberg hvor Hotel Panoramic havde en sandwich-pose, æbler og hårdkogt æg samt en juice parat. Ligesom en velkomst-komite af de ryttere og ægtefæller, der havde valgt selv at køre derned stod parat og bød velkommen.

Da værelserne var fordelt, gik der ikke lang tid før alle var iført cykeltøj og cyklerne var pakket ud. De fleste fik en rulletur på mellem 60-90 km rundt om Bad Lauterberg, og fik mærket, at der var lidt flere højdemeter at køre rundt imellem end hjemme på Sydfyn.

Som altid blev vi delt i hold, så alle fandt det hold, der passede til deres tempo. Tre hold blev. Og fælles for alle var, at de blev udfordret af Harzens bjerge de næste dage.

Ture på mellem 100-150 km med masser af højdemeter blev kørt hjem. Og for hold 2 – hvor skribenten var med – med Finn H som captajn du route blev der hentet små 4600 højdemeter på de tre dage. Og især kom vi til at kende Braunlage godt, da vi op til flere gange kørte gennem byen fra den ene og den anden side. Og med et af dagens højdepunkter, nemlig frokost på en hyggelig bierstube i byen på dag to, fandt vi ud af, at de også kunne lave mad i byen.

Barrens Brock

Tredje dagen var dagen hvor alle hold skulle en tur op ad Brocken. Og selv om skribenten havde proklameret og han fik opbakning fra værelseskammerraterne Preben og Flemming, at de ikke skulle med op til heksen, gik det anderledes.Vi kom også med op. Og dermed blev et nyt begreb introduceret på hold 2. ”Barrens Brock”. Ja, for Brocken slog til, da det begyndte at gå op ad. At hive gearet fra tungt til det laveste gear går ikke, skal jeg hilse og sige. Resultat: En flexet kæde, der var kørt halvanden gang rundt om krak-hovedet. Så blev det ikke Brocken i år, tænkte han.

Men Asger var redningsmanden. Med lidt værktøj og snilde blev pedalarmen skruet af. Kæden sat fast. Og så gik det mod toppen, hvor hold tre og hold to ventede på Barren Brock. Og så var det til foto til klubbens hjemmeside. Nede i Schirke var det tid til frokosten, mens de fire piger i klubben driblede mod toppen sammen med hold 1-drengene. Og vi siger ikke hvem, der kom først. Men det var vist ikke drengene!!

Og så var det pludselig søndag, og Bergholdt Bussen var parat til at vende snuden mod Svendborg.  En fire dages træningstur havde endnu en gang vist, at Team Taasinge både forstår at være seriøse på landevejen, men også kan hygge sig på tværs af værelserne om aftenen. Så mon ikke vi gør det igen i 2015?

En Personlig beretning om mit første, men bestemt ikke sidste Granfondo.

Beslutningen om at tilmelde sig et af de største og hårdeste motionsløb der findes, blev vel egentlig taget efter en god Spinningtime, hvor jeg i sand begejstring, over hvor utroligt godt jeg faktisk gjorde det på sådan et motions redskab, tænkte at jeg da nok kunne komme igennem de 174 km og 5500 højdemeter som Marmotten smider i hovedet på een. Også selv om man aldrig har kørt et eneste bjerg!! Nogle gange må man undres over hvor håbløst naivt ens hjerne fungere, men på den anden side skal man jo heller ikke være bange for at sætte sig selv store mål.

Som tænk så gjort. Og pludselig sad man mange måneder senere og læste en mail fra vores logistik ansvarlige Henrik Linaa hvor i der stod, at startnummer nu var bestilt og nu var der ingen vej tilbage……puha.

Træningsplanen blev lavet, med et mål om at nå mellem 4500 og 5500 km fra d. 1 Jan og frem til løbet d 6 Juli. Og uden at sige jeg ligefrem var doven, blev det nok nærmere 4500 end 5500 km som blev det endelige resultat. Men en lang lang og hård vinter samt lidt sygdom gjorde at jeg ikke helt fik nået de km jeg havde håbet.

Vigtigste del af træningen var helt klar klubbens træningslejr i Harzen. For en bjerg jomfru som mig, var det da et wake up call der ville noget. Glemmer aldrig da vi den første dag havde kørt op over den første længere stigning, og jeg inde i mig selv tænkte, at jeg havde da seriøst gabt over mere end jeg kunne klare. Og det blev da ikke meget bedre en af de næste dage, da jeg efter at havde kæmpet mig opad Brocken (Harzens højeste punkt) med lungerne hængene helt nede på styret, fik at vide, at det her da ikke var noget i forhold til det jeg senere skulle opleve i det Franske. Igen tænkte jeg om jeg mon havde overvurderet mig selv en anelse. Men alt i alt skulle det vise sig, at det var rigtig god erfaring og super god træning jeg fik taget med mig fra den træningslejr i de tyske bjerge.

Bla blev jeg en del klogere på hvad gearing jeg skulle vælge til løbet, og valget blev at køre med 12-29 bagpå og 50-34 Compact foran, efter devisen heller have et gear for meget end et for lidt. Det skulle senere vise sig at det var en klog beslutning.

Ud over at passe min træning sådan nogenlunde, brugte jeg den sidste tid op imod løbet på at se en masse videoer fra løbet og læse alle de løbsberetninger jeg kunne komme i nærheden af. Både for at lære løbet bedre at kende, men også for at høre om andres erfaringer omkring selve løbet, deres forberedelser, hvad de havde spist og drukket, hvor meget de havde spist og drukket osv osv. Jeg slugte alt information jeg kunne komme i nærheden af. Ud over hvad jeg selv kunne finde frem til, skulle det vise sig at den erfaring som de mere erfarne bjerg geder i vores gruppe kunne dele ud af, var helt uundværlig og til kæmpe stor hjælp.

Da det så pludselig var Lørdag d. 29 Juni, var man så endelig nået til den dag man så længe havde set frem til. Kl 1700 begav vi os sydpå i 3 biler pakket med lige dele top tunede cykler og ryttere. Turen derned gik uden problemer og man kunne tydeligt mærke at vi alle glædede os sindsygt meget til det som ventede os. Klokken var omkring middagstid da vi trillede ind på La Piscine Camping, i byen Le Bourg d oisans, hvor vi skulle bo den næste uges tid.

Omkring os tårnede de majestætiske bjerge sig op og bød os velkommen. Og lige rundt om hjørnet, mindre end 200 meter væk startede stigningen op imod Alp Dúez, det kunne bare ikke blive meget større. Så efter 16-17 timer i bil og en lille frokost, var det mest naturlige i verden da at snuppe en tur opad de 21 legendariske sving. Set i bagklogskabens lys var det nok ikke den smarteste beslutning, men småting som træthed og hvile blev hurtigt skubbet i baggrunden når nu verdens mest omtalte stigning lå der og ventede på os.

Jeg vil når jeg kommer til selve løbsberetningen forsøge at beskrive bjergene lidt mere detaljeret end jeg gør her i beskrivelsen af de sidste dage op til selve løbet.

Jeg kan tydeligt huske min første tanke da jeg drejede til venstre og ind på Alpen for første gang….\\\”jeg håber sgu da ikke den er så stejl hele vejen\\\”……Det var den så, næsten! Jeg havde det egentlig ok på vej op, men min puls gik helt amok, og jeg opgav meget hurtigt at køre op med ca 80-85% af max, hvilket egentlig var planen, for så ville jeg køre så langsomt at jeg ville vælte. Så pulsen hed nærmere 90-92% hele vejen op. Ligesom jeg hurtigt opgav at tælle sving, der var simpelthen alt for langt imellem dem syntes jeg 🙂 Men jeg kom op og det føltes fantastisk at man nu havde erobret sit første store bjerg. Den nat tænkte jeg at det her nok skulle gå godt. Den følelse skulle ændre sig mange gange de næste par dage.

Næste dag, Mandag, var planen at vi skulle ud at prøve kræfter med Glandon, som er det første bjerg man støder på i løbet. For at sige det som det er, blev det en rimelig dårlig oplevelse for mig. Jeg kunne igen ikke styre min puls, og valgte igen at blæse på den og bare køre. Hvilket så resulterede i at jeg 2 km før toppen lagde mig på skjoldet som en anden skildpadde med kæmpe kramper i begge lår. Da smerterene og skammen over at ligger der som en anden vingeskudt cykel motionist havde lagt sig, krøb jeg op på cyklen igen og trillede det sidste stykke til toppen, mens jeg tænkte at det da mildest talt ikke var gode tegn at få krampe 2 km før toppen af det første bjerg i løbet, når der nu var 4 bjerge jeg skulle henover.

På vej ned af Glandon oplevede vi desværre skyggesiden af vores ellers fantastiske sport. En ung mand var styrtet, og vi kunne alle se at det så meget slemt ud, det viste sig desværre senere at han ikke overlevede. En oplevelse vi alle godt kunne have været foruden, men også en reminder om at det altså var alvor det vi kastede os ud i.

Den nat var jeg temmelig usikker på hvordan jeg skulle komme igennem det her.

Mandagens dårlige oplevelse i mente, var Tirsdagens menu på Telegraphe og Galbier i et hug, nok at skyde over målet. Men hvis man nu skal gå ned kan man sgu lige så godt gøre det med et brag tænkte jeg. Det blev heldigvis et positivt vendepunkt for mig. Min puls have jeg pludselig styr på og jeg havde overskud til at nyde det fantastiske landskab jeg kørte i. Ikke mindst Galibier var en oplevelse som jeg aldrig glemmer. Jeg forsøgte at suge det hele til mig og nyde turen op, selv når det gjorde rigtig ondt, for Galibier gør ondt, uanset hvordan man vender og drejer det. På nedkørslen og den nat tænkte jeg, at jeg havde sgu en god chance for at klare det her hvis jeg tænkte mig om.

Onsdag regnede det og der var dømt hviledag, og skruen på cykler dag…..igen 🙂

Torsdag blev det til en lille tur tilbage til Glandon og 6-7 km opad sammen med Duvander. En super tur hvor der igen var styr på pulsen. Bjerget som ellers havde skræmt mig, virkede nu pludselig til at tale med og min optimisme fik lige endnu et hak opad.

Startnumrene blev hentet på toppen af alpen og man kunne mærke at det for alvor begyndte at nærme sig løbsdagen.

Fredagen var lang, meget lang. Nogle valgte at cykle en tur, jeg blev hjemme og slappede af. Jeg tænkte at jeg fik nok brug for alle de kræfter jeg kunne skrabe sammen imorgen, og det skulle vise sig at jeg fik ret. Vi fik testpakket vores tøj og fandt ud af hvor meget vi skulle have med, og det var ikke så lidt. Vi vidste det ville blive varmt på løbsdagen, så det ville blive utroligt vigtigt at få spist og ikke mindst drukket rigeligt både før og under løbet.

De sidste planer for hvor der skulle spises, drikkes osv undervejs i løbet blev lagt, og vi tog alle op og spiste en dejlig middag oppe på Alpen. Vi var alle klar til morgendagens kæmpe udfordring. Den nat sov jeg ikke ret meget, men glædede mig helt vildt til det eventyr som lå og ventede på mig om få timer.

 

LØBSDAGEN

Kl 0500 ringede vækkeuret, nu skulle det være. Morgenmaden blev indtaget og vi begav os op til byen for at finde vores startgruppe. Hele stedet summede af spænding og man satte kæmpe pris på den lille å der løb ved siden af alle rytterne, og som i dagens anledning var omdannet til verden største pissoir 🙂

Efter at have besøgt åen 3 gange på den lille time vi stod og ventede på at komme afsted, var det endelig kommet så vidt. Vi fik sagt held og lykke til hindanden og så var det ellers afsted.

Flere tusind forventningsfulde cykelryttere fra hele verden klikkede i og satte i bevægelse. Kl var 0750 og jeg kunne mærke at jeg fik kuldegysninger, så sker det sgu Skovsbo, tænkte jeg inde i mig selv, nu kører vi fandme.

 

GLANDON

Så snart vi kørte over måtten som registrerede vores tid fløj vi afsted på ren adrenalin, det første stykke hen imod Glandon foregår på lukket vej så der bliver kørt pænt hurtigt, ramte dæmningen som er den første del af ruten som går opad med lige under 40 i snit. Så var man da ligesom igang.

Ind på Glandon og så ellers bare finde sin rytme, holde øje med pulsen, og være ligeglad med hvor mange der drønede forbi een. Det var planen og den holdt jeg mig til, selvom jeg nogle gange tænkte, at jeg måtte da helt klart være en af de langsomste i det her løb, sådan som folk drønede forbi mig. Men min plan var at holde mig under 80% af max op ad Glandon, det var et langt løb og jeg skulle ihvertfald ikke starte med at blæse opad de 22 km stigning som det her bjerg smed efter os.

Glandon er i min verden det værste af de 4 bjerge, de første 6-7 km stiger temmeligt heftigt og bedst som man har fundet en god rytme kommer der en lille men skarp nedkørsel på ca 1 km, hvorefter vejen drejer skarpt til højre og en rampe som på sit værste rammer 16% stiger lige op i himlen. Det er et hårdt stykke og hvis man kender det er man på lille klinge allerede inden man rammer det, eller også kan man godt komme i problemer. De næste par km er rimeligt stejle.

De sidste km af bjerget Stiger mere jævnt, efter en lille nedkørsel mere nærmer man sig toppen af bjerget. Jeg kunne mærke at jeg ikke havde nogen problemer med at holde min puls, følte mig super godt tilpas, spiste og drak godt. Jeg følte mig ovenpå.

Toppen af Glandon kan bedst beskrive som kaos. Cykler og ryttere overalt! Det tog mig 5 min bare at finde et sted at sætte min cykel, er sgu nok også lidt øm over den, men hvem er ikke det 🙂 Planen var at jeg skulle tanke vand og så videre. Jeg tog det rimeligt roligt da tiden på toppen af Bjerget er stoppet pga den meget farlige nedkørsel.

Det blev tanket vand og videre gik det. Nedkørslen fra Glandon er temmelig heftig. Den foregår på smalle veje, er stejl, og i det hele taget rimelig farlig. Man skal virkelig være koncentreret hele vejen ned. For mit vedkommende gik det godt, men så desværre alt for mange som var kommet galt afsted. Højdepunktet på vej ned var helt klart en kæmpe ko som de fleste ryttere fik hilst på, da den i dagens anledning havde valgt at placere sig midt på vejen! Jeg drønede forbi med 50-60km i timen og kunne ikke lade være med at tænke på hvordan fanden man skulle ha forklaret dem derhjemme hvis man var udgået fordi man var drønet ind i en kæmpe ko, syret 🙂

 

TRANSPORT STYKKET

Det værste stykke i hele løbet er dette stykke som forbinder Glandon og starten af Telegraphe. Man kører på store brede veje, og det er en kæmpe og efter min mening meget kedelig kontrast til resten af ruten, som foregår i den smukkeste natur.

Jeg Kom først ind i en gruppe som kørte rigtig stærkt. Jeg kunne godt sidde med, men måtte alligevel arbejde så hårdt, at jeg var bange for at bruge for mange kræfter, der ventede trods alt 3 store bjerge endnu. Så jeg lod mig falde ind i en gruppe som kørte noget langsommere, måske også nok for langsomt, men besluttede at blive og så sørge for at få spist og drukket rigtig godt inden det igen gik opad og bare få det flade stykke overstået.

 

TELEGRAPH

Da de 25 km på motorvej endelig var ved at være forbi kører man ind i byen Saint Michel De Maurienne hvor der er et depot. Jeg valgte at suse ind og tanke vand igen, inden jeg kørte det sidste flade stykke og kørte under den lille tunnel som er starten på Col De Telegraph.

Igen fokuserede jeg på at finde ind i min egen rytme, holde min puls, og jeg kom hurtigt ind i et fint tråd, som jeg følte kunne få mig rimeligt komfortabelt igennem de 11 km opkørsel. Af de 4 stigninger i løbet er Telegraph, det bjerg som jeg føler er mest regulært og nemmest at bide skeer med. Selvfølgelig skal der arbejdes, men jeg havde det rigtig godt hele vejen op af den smukke stigning og var på intet tidspunkt over 80% af max. Da jeg nærmede mig toppen begyndte jeg så småt allerede at glæde mig til det næste bjerg som var Galibier, og fik for første gang siden starten af løbet øje på den velkendte Team Tåsinge trøje lidt længere fremme. Det var Lars som også så ud til at have det godt, vi vekslede et par ord og skiltes så igen. Varmen var begyndt at nærme sig de 30 grader og jeg så frem til snart at komme lidt højere op så det blev en smule køligere 🙂

 

GALIBIER

På vej ned af nedkørslen fra Telegraph besluttede jeg mig for at stoppe i det store depot som ligger inden stigningen op til Galibier for alvor starter. Jeg suste gennem Valloire og tog fat på dagens 3 bjerg, det frygtede Galibier som skulle fører mig op i 2642 meters højde. Jeg tankede som planlagt vand og kiggede op mod bjerget inden jeg satte mig på cykelen og håbede at jeg ville være lige så gode venner med denne gigant efter denne opkørsel som jeg havde været den anden dag da jeg prøvede kræfter med det første gang.

Som den anden dag kom de første km sten dejligt hurtigt imod mig og da jeg passerede 12 km stenen sagde jeg til mig selv at nu manglede jeg sådan set bare samme distance som op ad Telegraph, og kun 10 km før det depot vi havde oppe på bjerget. Man gør jo hvad som helst for at narre sig selv på sådan et bjerg.

Så langt øjet rakte kunne man se ryttere kæmpe sig fremad, og dalens grønne græs stod i fantastisk kontrast til den smukke blå himmel som var over os. Det var sindsygt flot, og jeg huskede mig selv på, at nu skulle jeg fandme huske at suge alle disse indtryk til mig, og værdsætte det som jeg var igang med.

Da der manglede 8 km af stigningen kom det berygtede højre sving som skulle fører mig ind på den sidste og hårdeste del af Galibier. Lige inden jeg drejede, kiggede jeg på de ryttere som hvilede sig i græsset ved den cafe som ligger lige der hvor bjerget tager fat, og kiggede så op af rampen som var starten på 8 km hvor bjerget ikke stiger under 8% og sagde så til mig selv, at nu var det altså alvor.

Jeg husker de sidste km op ad Galibier som forbandet smukke og hårde, jeg havde god kontrol over min puls og kunne selv på de stejleste steder få den til at dale et par procent hvis jeg slappede af. Det var på det tidspunkt at jeg vidste at det her skulle jeg nok komme igennem, den tanke havde jeg ikke turde tænke før.

Depotet som skulle have været 2 km før toppen, kom først 1 km før toppen og havde jeg været bare en smule mere presset kunne denne lille ændring godt ha fået mig til at panikke en anelse. Nu gik der jo fuldstændig ged i den nedtælling som havde kørt inde i mit hovede de sidste 10 km 🙂 Men heldigvis blev det fundet, og det blev tanket vand, Red Bull, energi gels og bar, ikke fordi man havde lyst til det sidste, de hang faktisk en lang ud af halsen allerede, men kunne bare ikke undværes. Vindvest og lange ærmer blev iført og så var det ellers videre den sidste km op mod toppen. Der var mange der led rigtig rigtig meget, og selvom det måske ikke er særligt pænt at sige, så gav det mig ekstra energi at se deres lidelser på et tidspunkt hvor jeg selv følte mig rigtig godt tilpas. De sidste super stejle sving blev klaret og jeg begyndte at forberede mig på en lang og hurtig nedkørsel frem mod Alp Dhuez.

 

NEDKØRSLEN FRA GALIBIER

Nedkørslen fra Galibier er lang og der bliver kørt stærkt. Jeg føler mig heldigvis godt tilpas selvom det går rigtig hurtigt, men tager bestemt ikke nogen chancer når farten runder 70-75 km i timen. Det kan man desværre langt fra sige om alle andre. Man må undres over hvad der får folk til at drøne rundt om blinde sving ude i modsatte vejbane når man ikke aner om der kommer biler imod een. Heldigvis var der på ruten officials på motorcykler som tog fat i dem med det største death wish, og fik dem til at slappe af.

Hvis man ikke har prøvet at kører nedad et bjerg før tror man måske at man sidder og slapper sådan nogenlunde af mens man drøner nedad. Men det er langt fra sådan det hænger sammen. Efter et stykke tid begyndte det godt nok at kunne mærkes i hænder og ikke mindst nakke at man hele tiden skulle bremse, og selvom man prøver at være så afslappet som muligt, skal man altså holde seriøst fat i sin cykel når farten er så høj. Det var på disse steder at jeg sendte en varm tanke til de mere erfarne La Marmotte ryttere fra vores gruppe, som havde lært os at nedkørsel kun foregår nede i bukkene på styret. Alt andet er simpelthen alt alt for farligt.

Da jeg et stykke nede begyndte at støde på de små knolde der er på nedkørslen, kunne jeg godt mærke at jeg efterhånden havde været ude i mange timer og trætheden så småt begyndte at indfinde sig. Men der var ingen tegn på de kramper jeg altid har måtte kæmpe med, så alt i alt var jeg ved godt mod og begyndte at tænke på hvordan min krop mon ville reagere på vej op af de 21 sving som snart ventede. Temperaturen var efterhånden på den gode side af 35 grader, så jeg kunne godt regne ud at jeg nok snart stod over for mit livs største fysiske udfordring.

 

ALP D`HUEZ

Det sidste flade stykke ind imod Bourg d òisans kom jeg desværre til at sidde alene, en af mine utallige tissepauser havde kostet mig følgeskab med en ellers fin gruppe. Men jeg gav den rimeligt med gas frem imod depotet det lå ca 1 km fra starten af Alpen, gjorde mit sidste holdt og fik tanket det sidste vand som forhåbentligt skulle være med til at hjælpe mig op ad løbets sidste forhindring.

Da jeg endelig drejede ind på den første rampe sagde jeg til mig selv, at nu gjaldt det bare om at æde smerten og så se at komme op af de sidste 13,8 km.

Jeg mærkede hurtigt at det her ville blive en lang kamp imod mig selv og mine ben som hele vejen ville råbe mig lige ind i fjæset, at nu måtte det fandme være nok 🙂 Jeg søgte helt ind i mig selv, og det overskud der tidligere havde været til at nyde udsigterne osv. var helt sikkert fuldstændigt forsvundet, det her var ren overlevelse. Kramperne lå og lurede for hver gang jeg trådte i pedalerne, men jeg kunne stadig kontrollere det, og det i sig selv tog jeg som en kæmpe sejr på nuværende tidspunkt.

Vejen omkring mig var et sandt lazerat at faldne La Marmotte krigere, som på hver deres måde forsøgte at kæmpe sig vej op ad det her forbandede bjerg. Nogle gik målrettet opad, andre sad og stirrede tomt ud i luften og så var der dem som på en måde næsten var smeltet sammen med deres cykel og stod helt stille og hang nedover deres trofaste følgesvend. Alle led vi i varmen som på nuværende tidspunkt nærmede sig de 40 grader. De 21 sving smeltede nærmest sammen i heden, og de fantastiske mennesker som stod og kastede koldt vand over os, var bare nogle stjerner alle sammen.

Da der ca manglede 5 km så jeg endnu engang vores klubtrøje et stykke oppe. Det var Linaa, og jeg fik fremstammet et “godt gået gamle”, og fik svaret “jeg har krampe i hele mit højre ben”, sikkert en typisk samtale på vej op ad Alpen på det her tidspunkt 🙂

Da byen endelig dukkede op i det fjerne, kunne jeg endelig begynde at se enden på de længste 13,8 km i mit liv, og jeg kunne igen begynde at glæde mig over det jeg var igang med. I det sidste sving stod en engelsk familie og heppede os alle på vej de sidste km, dem glemmer jeg aldrig. Og da jeg endelig nåede starten af byen og de første cafeer og restauranter, dukkede de mest fantastiske klub kammerater op og heppede een det sidste stykke på vej, lige der fik jeg kuldegysninger i næsten 35 graders varme, og fik endda overskud til noget der kunne minde om en slutspurt de sidste 500 meter.

Da jeg krydsede målstregen var det en utrolig fornemmelse, og mange forskellige følelser strømmede igennem mig. Lettelse, stolthed og ikke mindst følelsen af at sætte sig et mål og fuldføre det.

Jeg var pisse stolt og mega træt. Drænet fysisk og mentalt og havde det ikke været for min frelsene engel Johnny, var jeg sgu nok drattet om der i målområdet. Blev ihvertfald en smule svimmel, og var meget glad for han var der til lige at få proppet noget pasta og cola i mig, så jeg kunne komme til hægterne igen 🙂

Lidt senere kørte jeg stille og roligt nedad bjerget igen og mødte en endeløs strøm af ryttere der stadigt stædigt kæmpede sig opad, og jeg havde kæmpe respekt for hver og een. Allerede her begyndte jeg at tænke på hvordan mon løbet næste år ville forme sig for mig, for det her, det skulle prøves igen, det var da helt sikkert 🙂

Jeg gennemførte løbet i den officielle tid 8.57 og kørte løbet med en gennemsnitspuls på 76% af max.

Jeg drak ca 10 flasker vand undervejs a 750 ml og havde hele tiden en flaske med Zero tabletter i og en med rent vand. + 1 Red Bull.

Jeg spiste ca 12-14 energy gels og omkring 6-8 High5 sports bar. og havde derudover lavet 2 sandwich med Nutella.

Jeg havde også 6 små salt tabletter med, som jeg spiste undervejs.

Alt hvad jeg skulle spise havde jeg selv med. Det meste med i lommerne fra start, og resten i depotet på Galibier.

Jeg spiste intet fra depoterne, og brugte dem kun til at tanke det vand jeg havde brug for.

Jeg glæder mig allerede til at vende tilbage til dette fantastiske løb næste år. Det bliver spændende at se, hvad jeg kan bruge de erfaringer jeg har fået i år kan bruges til næste gang jeg kaster mig ud i prøvelserne.

Træningsmæssigt vil jeg helt sikkert holde lidt mere igen i vintermånederne hvis det viser sig at de bliver lige så kolde og sne fyldte som i år. Det drænede simpelthen for mange kræfter for tidligt, at kæmpe mod elementerne på den måde.

Desuden vil træningen i højere grad komme til at bestå mere af intervaltræning end den gjorde i år.

Målet for løbet næste år vil helt sikkert være at skære 30-45 min af den tid jeg kørte i år. Hvilket skal ske ved at køre ved en lidt højere puls på de 3 første bjerge, og satse lidt mere end jeg gjorde i år, hvor jeg med vilje kørte løbet lidt defensivt rent pulsmæssigt.

La Marmotte er en enestående oplevelse og jeg kan næsten ikke vente med at komme ned at prøve kræfter med det igen.

Kenneth Skovsbo

Team Taasinge indtog Harzen på årets træningstur med højt humør, super-stemning og diamant-ben

Af Kim Barren

Det var tidlig sort morgen Kr. Himmelfartsdag den 9. maj det herrens år 2013. Alligevel var humøret højt hos de 41 deltagere fra Team Taasinge, da chauffør Stefan satte bussen fra Bergholt Busser i gear – richtung Schulenberg i Harzen.

Forude ventede fire dages træningslejr for Team Taasinges 37 ryttere – de sidste fire deltagere var bedre halvdele til Skipper, Frost og Flindt samt Skippers datter Simone. Og lad det stå klart med det sammen. Det blev fire fede dage med højt humør, fest og farver og ikke mindst masser af kilometer i benene. Op og ned. Ned og op. Og så lige lidt ligeud i bjergene omkring Goslar.

Og selv om Stefan drejede ud på den gamle hovedvej 9 til en start – det er selvfølgelig også den, vi ofte træner på -J – fandt bussen hurtigt ud på motorvejen. Samtidig faldt roen over hovedparten af selskabet, mens de første 300 km motorvej blev spist, inden det blev tid til at vi andre skulle have morgenmad. Og Stefan skulle have sin obligatoriske pause.

Så ind på rasteplads Holmmohr syd – tyve km nord for Hamburg omkring kl. 8.00. Og afgang en lille times tid senere. Troede vi!

For da morgenmaden var fortæret, og bussen skulle rulle videre mod Harzen, var den død. Helt død. Ingen strøm. Men hvad gør det? 35 kloge hoveder skulle nok kunne klare den lille udfordring. Men nej. Det gik ikke.

Det gjorde tiden til gengæld. En time. To timer. Tre timer. Mens der blev forsøgt både det ene og andet med telefon-assistance fra værkstedet i Kolding.

Imens var solen kommet på himlen, og det gav tørst hos Team Taasinge-folkene. Så der blev knappet lidt dåse-øl op, mens der blev ventet på mekanikere fra Buscenter Vest i Kolding.

Der var selvfølgelig flere forslag om at hente cyklerne ud af cykeltraileren, og så snuppe de sidste 300 km på to hjul til Harzen. Men det blev ved forslaget. Og så blev der åbnet en øl mere. Skål.

Kl. 14.30 var ventetiden forbi. To mekanikere ankom, og en halv times tid senere var strømmen fikset, så vi kunne rulle videre.

Syv timer efter at vi trillede ind på rasteplads Holmmohr. Men en var særlig glad for vores lange ophold. Tissekonen på herretoilettet, der tjente sin dagløn og lidt mere, når vi skulle have øllerne ud af systemet igen 🙂

Resten af turen til Sportshotel Schulenberg gik uden problemer. Og alle var dybt imponeret, da Stefan driblede bussen op af bjerget fra Goslar til Schulenberg.

–         Den er stejl! Skal vi cykle her, var blot nogle af kommentarerne.

Og ja, var svaret. Allerede samme aften var vi en del, der tog turen både op og ned af den næsten 10 km lange tur. Det skulle siden vise sig, at lige præcis den bjerg-strækning var en af de mindst hårde på turen.

Efter at have tømt bussen for cykler og bagage, var det tid til aftensmad. Her ventede en stor grill-buffet. Og så var det tid til en lille rulletur for de fleste. Nå ja, nogle af utålmodige havde allerede været ude på en tur, inden aftensmaden. Mens de fleste først skulle have fyldt depoterne op, inden turen rundt i bjergene.

Så det blev en tur på små 40 km fra Schulenberg til Clausthal-Zellerfeld videre mod Goslar og retur til Schulenberg. Og ja, der var en god opkørsel på seks-syv kilometer til en start. Men heldigvis også en næsten 10 km lang nedkørsel til Goslar,  inden den afsluttende tur op af  bjerget til hotellet.

Så var det godnat-tid for de fleste. Næste dag ventede turen til bjerget Brocken 1142 meter højt.

Fredag den 10. maj.

Med en solid tysk morgenmad som bund og holdfotografering inden dagens tur, var det tid til at rulle af sted. Fire hold delt ind efter kørselstempo – og så af sted.

Og lad det være skrevet med det samme. Selv om der var kort og Garmin-cykelcomputere på alle holdene, så nåede hold 2 med undertegnede ikke til Brocken. Vi fandt ikke vejen til bjerget, selv om vi kunne se det hele tiden.

De tre andre hold nåede toppen. Men havde dog også deres udfordringer med at finde vej. Af en eller anden grund var det ikke alle de lokale beboere, der kunne forklare hvordan man fandt vej til Brocken. Om de blot var dumme? Eller de ikke forstod sydfynsk-tysk, tja det står hen i det uvisse.

Men til toppen kom alle tre andre hold. Og for alle skete det uden uheld, selv om der var trængsel på vej op. Gående, MTB-ryttere, rulleski-folk, hestevogne – ja og så en række andre cykelklubber, der også havde fået ideen at skulle op på toppen af Harzen.

Alle fire hold fik masser af bjergkilometer i benene den dag. Og for hold 2, betød den manglende tur blot, at vi tog et par andre af de ”gode” bakker. Heldigvis også sammen med Flemming, som vi en kort overgang troede vi havde ”glemt” i Bad Harborg, da han fik problemer med sin kæde.

Men bedst som Kim havde ringet til ham, dukkede han op på Torvet midt i byen, hvorefter vi kunne fortsatte turen hjem mod hotellet.

Hjemme på hotellet var det tid til en øl, og historier fra de andre holds ture. Hvem havde haft gode ben i bjergene? Hvor var frokosten indtaget? Hvem havde kørt den hurtigste nedkørsel? Eller hvem var bedst til at køre op ad?

Efter aftensmaden der var suppe, fisk og dessert – og en tjener, der havde store problemer med at få sin Ipad til at fungere, når der skulle bestilles drikkevarer.  Nå, men han lærer det vel efterhånden?

Da det kneb med slik- og chokoladeforsyningerne  – og nå ja, vist også de lidt stærkere drikkevarer, blev Stefan overtalt til at starte bussen senere på aften. Så var der dømt shopping-tur i Goslar.

Lørdag den 11. maj

Mens solen havde skinnet og sendt 18-19 graders varme ned over området fredag, var himlen dækket af skyer og temperaturen dalet til 14-15 grader, da det blev lørdag.

Det var dog stadig fint cykelvejr. Og mens de tre andre hold ville rundt og udforske områdets bjerge, var hold 2 blev lovet en tur til Brocken. Kortfører og Captain du Route Morten Eeg, havde lovet at være guide på turen. Han kendte jo turen fra dagen i forvejen.

Så kl. 9.00 var der dømt afgang for 11 mand mod heksens bjerg. Og ja, vi nåede det. Men inden havde vi allerede øvet os på en række af de andre bjerge i området, bl.a. fra Altennau til Torfhaus. Her gav en næsten 10 km lang opkørsel sved på panden og gang i benene. Til gengæld var nedkørslen til Braunlage en fornøjelse, ikke også Bo!

Herfra var der igen dømt opkørsel 14 km inden alle 11 mand på hold 2 kunne sætte kryds i kørebogen ved Brocken. Og ja, der var koldt og blæsende på toppen. Så da Jesper havde fået foto af heksens plads til svigermor gik det nedad til Schierke. Her ventede kaffe og kage – og en vindbeutel af en gigantisk kage til Morten Eeg . Mens Maria og Kim kæmpede i 10-15 minutter med at få varmen gennem kaffe og varm chokolade.  Det lykkedes, og så var det atter på cyklerne. 70 km ventede forude, inden vi var hjemme efter 125 km kørsel.

Dagens hold var hold 3. Også kaldet ”diamant-holdet”. Desværre uden Henrik Linaa der havde måtte holde stand hjemme på hotellet med en skadet bagdel.

–         Vi har kørt 95 km intervaltræning, lød det fra Johnny B og Mette U, da holdet landede.

Respekt, lød det fra os andre, som tænkte, 95 km intervaltræning i bjergene 🙂

Nå, men der var også en forklaring på intervallerne. De havde nemlig foregået fra den ene lille by til den næste, med stop på enten en cafe eller en lille hyggelig bierstube. Og som alle ved, skal væskebalancen også være i orden for en cykelrytter. Og det var den for ”diamanterne”. Derudover at have fået en øl eller tre også havde haft tid til at komponere en ny sang på en af de gamle tyske pophits fra den gang, hvor håret var sat op.

Så tak til hold 3 for både sang og optræden. Det var stort. Og vi er mange, der glæder os til at Mette U og drengene skal stå for intervaltræningen herhjemme 🙂

Lørdag aften endte med hygge over en øl eller tre på værlserne, da baren lukkede omkring kl. 23.00. Tømt for øl og gin -L

Søndag den 12. maj

Vejrudsigten havde lovet regnvejr. Og det slog ikke fejl! En stille forårsregn mødte os, da vi vågnede. Så spørgsmålet var, skulle vi på cyklen eller ej? Nogle valgte en stille rulletur rundt om Schulenberg. Mens andre i stedet begyndte at pakke cykler og bagage sammen. Det betød, at afgangen hjemad blev rykker frem til kl. 11.30. Stefan fik igen let og elegang driblet bussen rundt på hotellets område, og så var kursen sat mod nord. Mens snakken og hyggen på passagersæderne var i højsædet. Og det blev også tid til en cykelquiz om Tour de France. Og ja, quizmaster Kim B havde lavet en enkelt fejl, da han ikke vidste at Aleksadr Vinokourov blev nummer tre i 2003. Heldigvis havde den skarpe Claus Møller øjnene med sig, og kunne fortælle forsamlingen, at Barren havde taget fejl. Tak Møller 🙂

Alligevel var Møller med ni rigtige ud af tyve et stykke fra at komme i præmierækken. Mest vidende om Tour de Frances 100-årige historie var Hugo med 14 rigtige skarpt forfulgt af Carsten Kylling med 13 rigtige.

Første stop på hjemturen var atter rasteplads Holmmohr nord. Men med nærmest en fyldt parkeringsplads kørte vi hurtigt videre, og fandt lidt senere et andet spisested, hvor vi kunne få mad og drikke, inden de sidste 300 km hjem mod Svendborg.

Otte timer efter vi startede i Schulenberg svingede Stefan  bussen ind hos FTZ i Svendborg, hvor bussen i løbet af en halv times tid var tømt for bagage og cykler. Fire dages træningslejr i Fyns bedste cykelklub var forbi.

Flot arrangeret og sat i scene af formand Skipper. Så en stor tak til ham og Stefan for at transportere os sikkert frem og tilbage.

Og en lige stor tak til alle deltagerne. Det var en kanon tur, hvor alle bidrog med højt humør og super stemning. Så mon ikke vi gør det igen i 2014 🙂

 

Team Taasinge-holdene i Harzen

Hold 1: Kenneth Skovsbo, Claus Møller, Thomas Feder, Carsten Christiansen, Erik Holm, Steen Mattrup, Claus Skipper, Thomas Duvander, Jacob Vindt

Hold 2: Flemming Larsen, Svend Flindt, Thomas Flindt, Jesper Isaksen, Bo Tønnesen, Preben Quorp, Bjarke Romby, Maria Bach, Jens Bøje, Kim Barren

Hold 3: Henrik Linaa, Torben Madsen, Hugo Andersen, Morten Eeg, Jan Frost, Lars Muller, Johnny Bendsen, Mette Uth

Hold 4: Lars Klinggard, Allan Christiansen, Michael Bimmer, Finn Egeholm, Jim Rasmussen, Stefan Høy, Eilif Wagner, Lene Ørskov, Thomas Bach, Hans Ole Olsen

Det cykler for Team Taasinge

af Kim Barren, 2012

Omkring 35 deltagere i klubmesterskabet.

40 mand med i Danmarks største og længste motionscykelløb Århus/Odense-København.

Flere mand var nede i Europa for at deltage i cykelløbet La Marmotte i Frankrig.

Andre deltog i bjergcykelløbet Øtztaler Radmarathon i Østrig.

Nogle brugte sommerferien til at tage turen op af det skaldede bjerg i Frankrig – i daglig tale Mont Ventoux.

Og et flot fremmøde hver gang til træning med 25-35 mand.

Jo, det cykler i sandhed for Sydfyns hurtigst voksende cykelklub Team Taasinge. Med op mod 90 medlemmer har klubben det seneste år oplevet en massiv tilgang af nye folk, der er blevet grebet af at rulle rundt på de sydfynske landeveje på en landevejsracer-cykel. Alt sammen flot bakket op af vores sponsorer, der er en af årsagerne til, at Team Taasinge uden at prale – kun lidt – er den hurtigst voksende cykelklub på Sydfyn. Der er ingen tvivl om, at der netop i disse år er rigtig stor interesse for motionscykling. Det er vi i Team Taasinge glade for, fordi cyklingen netop er en god måde at få motion på. Samtidig betyder det, at vi i Team Taasinge får endnu bedre mulighed for at tilbyde vores medlemmer at deltage i forskellige løb henover sæsonen. Eller blot være med i det fællesskab, som det er at cykle men i en klub.

Selv om klubnavnet kunne lyde som om, at hovedparten af medlemmerne kommer fra Taasinge, er det ikke tilfældet. Der er medlemmer fra hele Svendborg Kommune. Lige fra Gudme, Kirkeby, Stenstrup, Ollerup til Skårup, Tved, Taasinge og Svendborg. Og aldersmæssigt spænder klubmedlemmerne fra midt i 30’erne til midt i 60’erne. Det betyder også, at det til vores træninger tirsdag og torsdag samt i weekenden altid er mulig at finde nogle at cykle sammen med, der er på ens eget niveau. Det er vigtigt. Især for nye medlemmer, således at de føler, at de med det samme bliver en del af klubbens fællesskab. Forud for sæsonen 2012 har klubben gentegnet en lang række af vores sponsorater, således at vi har fået nyt klubtøj. Her oplevede vi stor interesse fra vores sponsorer både dem der har været med i mange år, og en række nye sponsorer, der gerne vil støtte Team Taasinge. Det er vi meget glade for, fordi det betyder, at vi har en fornuftig økonomi i klubben. Og samtidig har mulighed for at give tilskud til nogle af de løb, som klubbens medlemmer ønsker at deltage i gennem sæsonen. Så en stor og varm tak til sponsorerne for deres opbakning.

Sæsonen 2012 har sendt flere af klubbens medlemmer på cykelture både rundt omkring på Fyn med deltagelse i motionsløbet Fyn Rundt, Carl Nielsen-løbet, Alpe-Tramp-løbet og Ærø Rundt. Ligesom klubben var repræsenteret i et af Danmarks smukkeste cykelløb, Grejsdalsløbet ved Vejle. Træningslejren forud for 2012-sæsonen var lagt i Silkeborg. Vi boede på vandrehjemmet i Silkeborg. Og herfra var der lagt forskellige træningsture rundt i omegnen. Og ja, vi fandt ud af de sydfynske bakker ikke havde samme stigningstakt som omkring Silkeborg. De fleste nåede også en tur omkring Himmelbjerget, selv om vejret ikke viste sig fra den smukkeste side. Til gengæld var det sociale samvær efter træningsturene helt i top. Et af 2012-sæsonens højdepunkter var turen over Storebælt på cykel lørdag den 1. september. 40 af klubbens medlemmer deltog i Danmarks længste motionscykelløb – Århus/Odense-København. Tyve mand tog den 375 km lange tur fra Århus, mens tyve mand nøjes med den korte 190 km tur fra Odense til København. Og selv om Team Taasinge er en motionscykelklub kan rytterne også køre stærkt. Team Taasinge havde syv mand blandt de 100 hurtigste på Odense-København turen ud af 2100 deltagere. Mens der var fem gulklædte Team Taasinge-ryttere blandt de 100 bedste ud af de 3500 deltagere, der kørte fra den jyske hovedstad Århus til København. Så jo den gule klubdragt blev virkelig vist mange steder i den forløbne sæson. Både rundt på Fyn, når vi trænede. I Danmark ved forskellige løb. Og sidst men ikke mindst udenfor de danske grænser, når der var bjerge og andre udfordringer på landevejene rundt om i Europa. Her mens vinteren har lagt sin kolde hånd over Danmark er det primært spinning-cyklerne og hometrainerne, der har sørget for, at formen er blevet holdt vedlige. Ligesom nogle af klubbens medlemmer også har kørt mountainbike rundtom i skovene og på landevejene.

Men snart står den nye sæson for døren. Søndag den 17. marts starter sæsonen officielt med en cykeltur og bagefter chili-con carne. Herefter er der træning hver tirsdag og torsdag samt i weekenden. Traditionen tro deltager Team Taasinge også i årets første motionscykelløb på Fyn, nemlig Stjernetramp på Midtfyn søndag den 7. april. Træningslejren finder sted den 9.- 12. maj i Harzen, hvor 40 af klubbens medlemmer vil sørge for at formen for det gule tog kommer hele i top i 2013. Herudover venter en lang række andre motionsløb i 2013 rundt om på de fynske veje. I år gælder det bl.a. Fyen Rundt, Tour De Kerteminde, Ærø Rundt. Grejsdalsløbet, Hesselagergårdsløbet og Carl Nielsen Touren inden den hjemlige sæsone slutter af med deltagelse i AlpeTram-løbet i Broby. Ligesom en række af klubbens medlemmer i år også skal vise klubtrøjen og sponsornavnene i udlandet. En del skal køre La Marmotte i Frankrig i juli , Mont Ventoux i Frankrig i juli, Sportful Dolomiti Race i Italien i juni, Vattenfall Classic i Hamburg i august og Ötztaler Radmarathon i august. Så jo, det kan vist roligt konstateres, at det cykler for Team Taasinge både i sæsonen 2012, der nu er en del af historien. Og i 2013 der venter derude på landevejene når frosten og sne bliver afløst af varme og sol.

Så er det gule tog atter på vejene